PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/k%C3%B8r-en-time-sydp%C3%A5-og-spar-en-million-p%C3%A5-boligen-1861

Kør en time sydpå - og spar en million på boligen

Pressemeddelelse oktober 20, 2005 Hus og Have

Huset koster det halve hvis man flytter en time syd for København.

20051004 1 jpg
Sydsjælland tiltrækker lige nu kreative københavnere som aldrig før. Næsten 3000 danskere var sidste år så tiltrukket, at de flyttede fra Københavns-området til det sydsjællandske. Flytningen gav dem dobbelt så mange kvadratmeter for pengene. Og dermed en realløn, som efterlader luft i budgettet.
Huspriserne i hovedstadsområdet er efterhånden en belastning på budgettet for de fleste. Løsningen ligger lige for. Nemlig i Sjællands nye vækstområde, Sydsjælland. En togtur fra København til Sydsjælland kan med hurtigste forbindelse gøres på en times tid og fra Høje Taastrup på godt en halv. Det er lidt hurtigere, end en tur fra Lyngby til Høje Taastrup. Men hvad får man så i det sydsjællandske? Man får boligpriser, der ligger på under det halve af niveauet i København. Det viser tal fra BRFkredit og ejendomsmæglerkæden home a/s.

Livskvalitet - og høj realløn
- Vi har rigtig mange købere, som kommer fra Københavns-området lige nu. De er typisk i færd med at sælge deres lejlighed i hovedstaden og for dem betyder 100.000 fra eller til ikke så meget. De kigger på huse i alle prisklasser. Og vi kan tilbyde en pris pr. kvadratmeter på 12-13.000 kroner, hvor den samme kvadratmeter i hovedstaden ligger på næsten 24.000 kr. Det siger ejendomsmægler Svend Lauridsen fra home i Næstved. Selv om priserne stiger med 15 pct. årligt, kan han stadig byde på langt mere bolig for pengene, end hans københavnske kolleger.
Og hvad byder Næstved og omegn så på? Svaret er masser af idræts-, musik- og kulturtilbud. Mulighed for shopping i et bymiljø, der spænder fra middelalder til high tech. Pladsgaranti til børnene. Gode uddannelsesmuligheder. Velfungerende sygehuse. Og pendlervenlig beliggenhed, både når det gælder privat og offentlig transport.
Næstved-egnen er i vækst og flere og flere Københavnere får øjnene op for den livskvalitet, det sydsjællandske byder på.

Bymiljø, natur og lav ledighed
Sydsjællands købstæder og landsbyer er kendt for skønt bymiljø, og i forhold til København har området lav kriminalitet. Egnens lave ledighed bidrager kun til at forstærke indtrykket af et aktivt område i Danmark, som med sit prisniveau på fast ejendom giver sine borgere en disponibel indkomst og en livskvalitet, der er lige så attraktiv, som i langt dyrere områder, nord for København. Glemmer man et øjeblik snob-effekten, så er det faktisk lige så lækkert at sejle i sejlbåd og slange sig i sandet ved Karrebæksminde som ved Vedbæk. Til godt det halve i husleje. Golf? Sydsjælland bugner af baner.
Men hvad så, når fritiden bliver til arbejdstid? Er der job at få? Ja, det er der. Arbejdsløsheden i eksempelvis Næstved ligger på 5,5 pct., 0,1 procent under landsgennemsnittet. Skatteprocenten er 20,1 og det er 0,5 pct. under landsgennemsnittet. Skatten har været uændret de seneste år. Man får kort sagt mere for skattepengene i det sydsjællandske.
3000 mennesker pendler hver dag fra Næstved Kommune til Hovedstadsregionen, hvoraf ca. 2000 pendler med toget fra Næstved station. Næstved har pladsgaranti og åbnede for flere år siden landets første pendler-institution. Den ligger umiddelbart ved siden af Næstved Station og holder åben fra seks morgen til 22 aften. Hvem sagde service til borgerne? Det gør de i Sydsjælland.

Billedtekster:
1. Dette dejlige hus kan blive dit for en beskeden pris 2.485.000 kr - se mere på www.home.dk
2. Kun en times kørsel fra København findes den mest vidunderlige natur og prisbillige huse.
Yderligere info:
www.naestved-erhverv.dk - www.naestved.dk - www.bo4700.dk  - www.home.dk

Kontakter


Emner


Hus og Have