PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/jyske-it-forhandlere-lades-i-stikken-1412

Jyske it-forhandlere lades i stikken

Pressemeddelelse juni 6, 2005 IT

De små og mellemstore forhandlere af it i Jylland får alt for ringe sparring fra de store producenter af computerudstyr. Forhandlerne føler sig fagligt ensomme, og det er alarmerende, mener Fujitsu Siemens Computers, der står bag undersøgelsen.

København, den 6. juni- Ingen støtte og engagement. Manglende samarbejde og initiativ. Sådan oplever små og mellemstore it-forhandlere i Jylland hverdagen med de største it-producenter. Og denne følelse deler de med deres kollegaer i resten af landet. På landsplan siger hele 86 procent også, at de mangler en produktstrategi. Det afslører en ny og landsomfattende analyse fra Fujitsu Siemens Computers.

Undersøgelsen dækker besvarelser fra 460 små og mellemstore forhandlere landet over, og samtlige 1500 forhandlere har haft mulighed for at deltage.

"It-producenterne har i mange år været alt for dårlige til at se de små og mellemstore forhandleres behov. Det gælder både i Jylland og i resten af landet. Vores fokus har simpelthen været for snævert, og det ønsker vi nu at rette op på ved at gå i direkte dialog med forhandlerne. Undersøgelsen har givet os et klart overblik over, hvor galt det står til. Derfor følger vi også i den kommende tid op med en række målrettede initiativer, som skal bygge bro og skabe bedre samarbejde og resultater på tværs i branchen," siger salgs- og marketingdirektør Erik Søe, Fujitsu Siemens Computers A/S.

Undersøgelsen og initiativet om den styrkede dialog er blevet modtaget særdeles positivt blandt forhandlerne. Den jyske it-forhandler og direktør Lars Løftgaard, Løftgaard A/S siger:

"Samarbejdet mellem de mindste it-forhandlere og de store producenter er alt for dårligt i dag. Konkret mangler der en mere direkte kommunikation og en bedre forståelse af forhandlernes hverdag. Det er utrolig brugbart med flere initiativer, som tager udgangspunkt i lokalmiljøet og øget samarbejde forhandlerne i mellem. Derfor hilser jeg også initiativet fra Fujitsu Siemens Computeres velkommen," siger direktør Lars Løftgaard, Løftgaard A/S.

Alene med opgaven
Især når det gælder et bedre samarbejde mellem it-producent og forhandler og internt forhandlerne imellem er interessen stor. De fleste forhandlere har et mindre selvbestaltet netværk at trække på, men godt 58 pct. ønsker alligevel flere sparringspartnere og mere støtte til forretningsudviklingen. Hele 26 pct. af forhandlerne står helt alene med opgaven.

"Forhandlerne udtrykker stor interesse for øget samarbejde og erfaringsudveksling. Og der er ingen tvivl om, at behovet er stort. Eksempelvis har kun 14 pct. af forhandlerne en helt klar produktstrategi. Det er alarmerende, for hvis forhandleren ikke er bevidst om, hvad han har af produkter på hylderne, hvordan skal han så kunne overbevise kunden? Foruden at styrke
vores egen direkte dialog med forhandlerne, har vi taget hul på en række initiativer, som vil styrke forhandlerne," siger salgs- og marketingdirektør Erik Søe, Fujitsu Siemens Computers.

Nye initiativer skudt i gang
Fujitsu Siemens Computers har allerede, som 1. skridt på vejen, gennemført endnu en undersøgelse blandt forhandlerne for at få svar på, hvilke indsatsområder de finder vigtigst. Resultaterne viser, at uddannelse og kompetenceudvikling er afgørende for de små og mellemstore it-forhandlere. Godt 62 pct. finder dette område meget vigtigt. Også yderligere salgs- og marketingværktøjer samt erfaringsudveksling omkring kompetencer og produkter har høj prioritet. Her finder henholdsvis 56 pct. og 45 pct. af forhandlerne områderne meget vigtige.  

Fujitsu Siemens Computers har også taget initiativ til en række lokale møder, hvor forhandlerne får indblik i undersøgelsens resultater, og der skabes debat i de forskellige landsdele. De første to møder afholdes i København onsdag den 8. juni og i Horsens torsdag den 9. juni.

Forhandlere kan tilmelde sig debatmøderne på www.bygbro.fujitsu-siemens.dk/rapport. Her kan undersøgelsen også downloades.

Om Fujitsu Siemens Computers:
Fujitsu Siemens Computers, som er Europas førende computervirksomhed, fokuserer på næste generation af produkter, serviceydelser og løsninger inden for Mobility og Business Critical Computing. Virksomheden tilbyder et meget omfattende produktsortiment med alt fra håndholdte, over desktop pcer til komplekse infrastrukturløsninger i enterprise-klassen. Virksomheden er stærkt repræsenteret i Europa, Mellemøsten og Afrika og nyder godt af den forskning og udvikling der foretages hos de to globale aktionærer, Fujitsu Limited og Siemens AG. Fujitsu Siemens Computers leverer it-løsninger til både store koncerner, mindre og mellemstore virksomheder samt den private bruger.

Kontakter


Emner


IT