PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/jyllands-smukkeste-rosenfestival-1444

Jyllands smukkeste rosenfestival

Pressemeddelelse juni 23, 2005 Landbrug og Fiskeri

Det jydske Haveselskab inviterer alle til rosenfestival.

Djhrose
Alle rosen-elskere bør sætte kryds i kalenderen den 9. 10. juli. For her inviterer Det jydske Haveselskab ved Clausholm til rosenfestival med et sand overflødighedshorn af smukke og duftende roser fremvist af nogle af Danmarks bedste rosendyrkere.

Ud over haveselskabets egne bede, der er beplantet til dagen, kan der hentes inspiration i den eksisterende have samt hos udstillere, der bl.a. tæller Det danske Rosenselskab, Poulsen Roser og Rosenposten, der præsenterer mange nyheder indenfor roser. Her vil de besøgende også få forklaringen på, hvorfor roser, der er plantet i ukrudt, alligevel klarer sig ved den rette behandling.

Clematis står flot sammen med roser. Det vil Poulsen Roser og Clematis Danmark vise eksempler på.

Staudeplanteskolerne Kun Stauder og Staudefeen viser stauder, bl.a. Geranium, som også står sig godt i selskab med roser. Smeden Surrow viser sine rosenbuer af håndlavet smedejern i samarbejde med Det danske Rosenselskab, og PCL Design præsenterer gedigne rosensøjler.

Det jydske Haveselskabs egne havearkitekter har lagt mange kræfter og kreativitet i at skabe spændende inspirationsbede med roser og stauder. Og Eventyrhaven, der blev plantet her i april, står sammen med roserne netop nu i fuldt flor. Alt dette vil havearkitekten vise frem for dem, der har lyst til en rundvisning.

Vælg den smukkeste rose
Alle, der medbringer en rosenbuket med roser fra egen have får en gave fra Haveselskabet og de deltager i en konkurrence om den smukkeste rosenbuket. Vinderbuketten udvælges ved en afstemning blandt de besøgende. Haveselskabet vil i øvrigt under festivalen skabe et flydende rosenmaleri, hvorfor alle besøgende opfordres til at medbringe en rosenblomst til dette formål.

Hvad er det nu lige rosen hedder derhjemme i haven? Det giver rosen-eksperterne svar på mellem kl. 10.00 og 11.00 begge dage. Man skal blot medbringe en rosengren med blade og blomst. Se også, hvordan man fremstiller flotte rosendekorationer. Og oplev Anemette Olesen, der vil vise, at roser ikke kun behøver at være til pynt, men også kan bruges til at lave rosengele, rosensaft og rosenpotpourri af.

Oplev det romantiske engelske tebord i Classica drivhuset, som også er fyldt med roser i dagens anledning og se de hyggelige havemøbler til den romantiske rosenhave. Haveselskabets egen butik Grønne Glæder viser sammen med de mange udstillere på festivalen alverdens nyheder til sommerens have-aktiviteter. Slotsparken indbyder til en dejlig gåtur, som eventuelt kan afsluttes med frokost eller kaffe i Haveselskabets cafe, der er placeret i en bygning, hvis historie går helt tilbage til det 12. århundrede. Og det hele slutter søndag eftermiddag med, at de besøgende får mulighed for at købe alle de roser, som Det jydske Haveselskab har udstillet i løbet af weekenden.

Kort sagt, rosenfestivalen åbner for alle sanser og giver gode råd og inspiration med hjem.

Yderligere oplysninger fås hos Det jydske Haveselskab på telefon 86 49 17 34
eller via www.haveselskab.dk



Kontakter


Emner


Landbrug og Fiskeri