JUUL l FROST Arkitekter tegner nyt hovedsæde for Max Bank
Pressemeddelelse juli 6, 2006 Hus og HaveJUUL l FROST Arkitekter skal tegne nyt hovedsæde for Max Bank. Det strømlinede domicil bliver centralt placeret i Næstved havn, der i de kommende år udvides kraftigt med både butikker og erhverv.
Det valgte forslag skaber en helhedsløsning for området. Selve bygningskomplekset kommer til at bestå af to nyopførte bygninger, som skal integreres med Kanalgården, der i 1882 blev opført som Næstveds fattiggård. Alle tre bygninger kædes sammen af overdækkede glaspartier, der fungerer som gennemsigtige transitzoner mellem ude- og indearealerne.I forbindelse med byggeriet etableres en offentligt tilgængelig Kanalplads, der giver Næstved et nyt rekreativt område ud til vandet. Kanalpladsen bliver en del af ankomstområdet for Max Bank og kædes sammen med den planlagte havnepromenade langs Kanalvej.
Symbolske kontraster
Max Banks nye hovedsæde får en strømlinet form og bliver et dynamisk bygningsværk. Bygningen opføres med en dobbeltfacade og får en ydre skærmhud af glas, der forstærker byggeriets stærke og unikke identitet.
”Vi har valgt en dynamisk og moderne form for at spille på kontrasten mellem Kanalgården og den nye bygning både arkitektonisk og symbolsk. Symbolsk udtrykker de to typer arkitektur hver deres virksomhedskultur. Vi har taget udgangspunkt i sammenspillet mellem de klassiske bankdyder og en moderne samt udviklingsorienteret finansiel virksomhed, der indretter deres filialer med caféområder og er uhøjtidelige i deres omgang med kunderne.” forklarer Flemming Frost, der har ledet arbejdet med Max Bank.
Forskellige rum for interaktion
I den indre disponering er der lagt vægt på at skabe forskellige arbejdsområder med skiftende offentlighedsgrader. For at tage hensyn til medarbejdernes varierende arbejdsfunktioner og former, arbejdes der med en kombination af relativt åbne storrum, semiprivate cellekontorer og private møderum. Derudover er der arbejdet bevidst med en tilpasningsvenlig indretning af de enkelte etager alt sammen for at sikre fleksibilitet for de ansattes interne relationer - og relationerne mellem ansatte og kunder.
FAKTA
Arkitekt: JUUL l FROST Arkitekter
Program: Opførelse af hovedsæde for Max Bank
Klient: Nordicom A/S
Periode: 2006 -
Bygningsomfang: 7000 kvm
Emner
Hus og Have