PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/juul-frost-arkitekter-lancerer-nyt-boligkoncept-13742

JUUL | FROST Arkitekter lancerer nyt boligkoncept

Pressemeddelelse juni 11, 2012 Byggeri

JUUL | FROST Arkitekter har udviklet S | M | L Konceptboliger som et nyt byggesystem for optimerede boliger. De første projekter er under projektering og opføres i Sverige og Norge.

S | M | L Konceptboliger er et nyt byggesystem for fremtidens boliger. Boligerne er målrettet singler, små nyetablerede familier, internationale pendlere samt expads. Konceptboligerne er udviklede til personer, der ønsker at leve ud fra en grøn livsstil i mindre og optimerede boliger, der ikke afgiver et negativt CO₂ -aftryk.

Som udgangspunkt består S | M | L Konceptboliger af en et-rums bolig i form af et basismodul samt et servicemodul, der udgør fletningen med nabolejligheden. Systemets indbyggede fleksibilitet sikrer, at en given bebyggelse kan tilpasses forskellige lokaliteter og opføres med forskellige størrelser boliger, da den enkelte bolig kan udvides med blandt andet alkover og ekstra værelser. S | M | L Konceptboliger er udviklet som gennemlyste boliger, der er godkendt til at fungere i støjbelastede situationer, idet halvdelen af boligarealet er placeret ud mod stille side.  

I S | M | L Konceptboliger er beboernes interaktion et vigtigt parameter i forhold til at skabe rammerne for et godt naboskab. De enkelte bygningsenheder er disponerede med mødesteder, der bringer beboerne sammen i uformelle fællesskaber og situationer, der understøttes af den horisontale, såvel som vertikale, disponering af boligerne, hvilket sikrer visuelle og fysiske forbindelser gennem en given bebyggelse.

Flemming Frost, arkitekt maa, indehaver JUUL | FROST Arkitekter, forklarer at S | M | L Konceptboliger dækker et højaktuelt boligbehov. ”Alle byer oplever en demografisk udvikling med flere og flere, der bor alene. Det positive ved udviklingen er, at de mange singler bidrager positivt til bylivet. På den anden side er udfordringen at udvikle boliger, der er tilpasset deres behov, og som beboerne har råd til at bo i med én indkomst. I S | M | L Konceptboligerne arbejder vi ud fra en ’Less stuff – more happiness´-tankegang, som understreger, at det ikke er antallet af kvadratmeter, men derimod kvalitet og funktionalitet, der er centralt i projektet. S | M | L Konceptboligerne gør det muligt at opføre boliger, der er tilpasset målgrupperne, således at både singler og eksempelvis mindre familier får glæde af boligerne.”

S | M | L Konceptboliger er en viderebearbejdning af JUUL | FROST Arkitekters Bedre, Billigere Boliger, der er opført i Ølby ved Køge, hvor de 275 boliger er blevet et referenceprojekt for omkostningsoptimerede og kvalitative boliger. Aktuelt arbejder JUUL | FROST Arkitekter på 2 kontekstuelt forskellige S | M | L konceptbolig-projekter i Örebro, Sverige, hvor man samlet set realiserer 200 forsker-, studenter- og ungdomsboliger. Sportsbyen i Hyllie ved Malmø er et tredje igangsat projekt, hvor første etape består af 120 boliger, og tegnestuen er ligeledes ansvarlig for 50 konceptboliger under navnet Heidrun Hagen i området Jåttavågen ved Stavanger i Norge.

Billedtekst: JFA Maskinisten 01 og 02: Maskinisten - S | M | L Konceptboliger i Örebro, Sverige


FAKTABOXE - S | M | L Konceptboliger

MASKINISTEN – UNGDOMSBOLIGER I ÖREBRO
Projekt: 100 Ungdomsboliger i Örebro by
Klient: ÖbrebroBostäder AB
Areal:4.500 m²
Periode: 2011 - 2013

FORSKER OG STUDENTERBOLIGER I ÖREBRO

Projekt: 100 Forsker – og studenterboliger på Örebro Universitet.
Klient: ÖbrebroBostäder AB
Areal: 4.500 m²
Periode: 2011 - 2013 

SPORTSBYEN, HYLLIE, MALMØ
Projekt: 1. etape på 120 boliger / to efterfølgende etaper af tilsvarende størrelse
Klient: HSB Malmö
Areal: 9.800 m² / 29.400 m²
Periode: 2012 - 2014 

FAKTABOX – KOPNCEPTBOLIGER HEIDRUN HAGEN
Projekt: Udvikling, design og projektering af 50 konceptboliger i Jåttavågen, Stavanger, Norge
Bygherre: Hinna Park
Areal: 3.500 m²
Periode: 2011 - 2013

FAKTABOX - BEDRE, BILLIGERE BOLIGER, ØLBY, DANMARK
Projekt:Vinderprojekt i arkitektkonkurrence, hvor deltagerne blev bedt om at forholde sig til Charter 99 konceptet hvor rummet er udgangspunkt. 275 boliger er opført.
Klient: De Forenede Ejendomsselskaber
Periode:2004 - 2007
Areal:27.000 m²


Emner


Byggeri