PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/juul-frost-arkitekter-bag-stort-boligprojekt-i-malm%C3%B8-15103

JUUL | FROST Arkitekter bag stort boligprojekt i Malmø

Pressemeddelelse februar 11, 2013 Byggeri

Sjöjungfrun er 187 boliger, der opføres af Midroc for MKB Fastighets AB, der er Malmøs kommunale boligselskab med en portefølje på over 22.000 lejeboliger. JUUL | FROST Arkitekter er arkitekter på boligprojektet og fortsætter hermed deres arbejde i Malmø.

Boligerne i Sjöjungfrun – Havfruen, der endnu er et arbejdsnavn - opføres i hjertet af Västra Hamnen som en del af World Trade Center Malmö, der er et nyt og multifunktionelt område, der udvikles med en kombination af boliger og kommercielle faciliteter. De 187 boliger er fordelt på 1 – 4 værelses lejligheder med butikker i de nederste etager, som hermed bliver offentligt tilgængelige. Boligprojektet udgør afgrænsningen af WTC-området ud mod Stora Varvsgatan, hvor tegnestuens prisbelønnede Media Evolution City ligger, og relaterer sig på den modsatte side til den kommende Kockumsparken. I nærområdet er JUUL | FROST Arkitekter  ligeledes involverede i Fullriggaren, der er samarbejdsprojekt omkring nye boliger.    

Flemming Frost, arkitekt MAA, indehaver af JUUL | FROST Arkitekter, er glad for at fortsætte sit arbejde i Västra Hamnen: ”Der er ingen tvivl om, at det er et privilegium at arbejde med endnu et projekt i det spændende udviklingsområde, som Västra Hamnen er. Mens Media Evolution City er udvekslingsplatformen for Øresundsregionens kreative erhverv, bliver Sjöjungfrun den fysiske ramme for et godt bomiljø i det tidligere værftsområde. Set i det store perspektiv har jeg ikke andet end stor respekt for den måde, hvorpå Malmø Kommune har iværksat og gennemført byens utrolige transformationsproces fra værftsby til en vidensby, der atter får folk til at flytte til byen og skaber et løbende behov for nye boliger.”

”MKB bidrager i stor udstrækning til opførelsen af nye boliger i Malmø. Med kvarteret, som har arbejdsnavnet Sjöjungfrun, tilbyder virksomheden nye, attraktive lejligheder i et af Malmøs vigtigste udviklingsområder.”
, siger MKBs administrerende direktør, Sonny Modig.

Magnus Skiöld, administrerende direktør i Midroc Property Development, udtaler ”De nye lejligheder på World Trade Center Malmö kommer til at berige området. Vi ser store fordele ved at etablere nye kontorer, lejligheder og servicefunktioner i det samme kvarter, hvilket også går fint i tråd med Malmø Kommunes ambitioner om at skabe en blandet by.”

Sjöjungfrun bliver den fysiske og visuelle markør, der sætter WTC området på Malmøkortet. Boligerne placeres i to fritskårne bygningskroppe, der samlet danner en karréstruktur, samt et selvstændigt volumen, der når sit højeste punkt i WTC-områdets nord-østlige hjørne og skråner ind mod Kockumsparken. Karréstrukturen danner et indre, halvoffentligt gårdrum, som bliver de kommende beboeres uformelle mødested.

Disponeringen af karréen skaber gennemlyste lejligheder og sikrer optimalt lysindtag til selve gårdrummet. Ind mod gårdrummet etableres for nogle af boligerne entrébalkoner, der desuden udgør ankomsten til de øverste boliger, hvorved der opstår semioffentlige entré-situtationer med kontakt til aktiviteterne i gårdrummet. Mod Kockumsparken udstyres de sydvendte boliger med balkoner, der sikrer udvekslingen med parkrummet. I det skrånende volumen opføres øverst duplex boliger med indskårne tagterrasser, hvorfra der er udsigt ind over Malmø By. Sjöjungfrun relaterer sig på én og samme tid mod Malmös urbane liv, Kockumsparken, Västra Hamnen og det interne, semioffentlige gårdrum, der bliver beboernes åndehul midt i byen.


FAKTA

Projekt: 187 boliger i Västra Hamnen i Malmø
Areal: Ca. 18.500 m² + P-kælder
Arkitekt: JUUL | FROST Arkitekter
Udvikler: Midroc Property Development AB
Entreprenør: Midroc Project Management
Bygherre: MKB Fastighets AB

JUUL FROST Arkitekter
JUUL | FROST ARKITEKTER er et internationalt orienteret og innovativt dansk arkitektfirma med en sammensat kompetence fra by-, bygnings til landskabsarkitektur. I løbet af det seneste årti har tegnestuen udviklet og projekteret erhvervsbyggeri, ældreboliger, skoler og mere end 1500 boliger. Tegnestuen har gennem de seneste 20 år arbejdet praktisk og teoretisk med udviklingen af byrum, udviklingen af nye byområder og planlægning i den store skala. Tegnestuen har afdelinger i København og Malmø. Se mere på www.juulfrost.dk

MKB
MKB er Malmøs største ejendomsselskab med 22.539 lejligheder og ca. 1.100 kommercielle lokaler. MKB har en markedsandel på 33 procent af lejemarkedet i Malmø og er Malmøs største udlejer. MKB skal via en balanceret lejefastlæggelse og nyproduktion bidrage positivt til Malmøs udvikling. Virksomheden drives på et markedsbaseret grundlag. Læs mere på www.mkbfastighet.se

Midroc Property Development AB
Midroc Property Development AB udvikler og forvalter kommercielle lejemål og lejligheder. Porteføljen består i dag af 679.000 kvm byggerettigheder til en samlet værdi af 15 milliarder kroner. Fokus er indrettet på det sydlige Sverige og hovedkontoret ligger i Malmø. Målet er at udvikle bæredygtige byområder, derfor forfølger Midroc gode ideer og anderledes ideer. Læs mere på mpd.midroc.se
Midroc Property Development er den del af Midroc Europe. Gruppen udvikler virksomheder indenfor entreprenørvirksomhed og consulting, ejendomsudvikling og ny teknik og er aktive i Sverige og på det internationale marked. Virksomhederne indenfor Midroc Europe beskæftiger sammenlagt 2.600 medarbejdere og i 2011 omsatte gruppen for ca. 3,6 milliarder kronor. Læs mere på midroc.se

Emner


Byggeri