PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/julefrokost-i-ringk%C3%B8bing-sender-148-danskere-til-em-finalen-i-serbien-12984

Julefrokost i Ringkøbing sender 148 danskere til EM-finalen i Serbien

Pressemeddelelse januar 29, 2012 Turisme

En henkastet bemærkning ved en forskudt julefrokost ved Primo Tours i Ringkøbing resulterede i, at 148 danskere få timer senere sad i et fly på vej til finalen ved EM i håndbold.

Det er fredag aften. Medarbejderne hos charterrejseselskabet Primo Tours i Ringkøbing er til en forskudt julefrokost, som naturligvis indledes med Danmarks EM-semifinale imod Spanien. Efter den danske sejr siger en medarbejder: ”Det kunne nu være sjovt at arrangere en tur til finalen i Beograd om søndagen”.

I Primo Tours er der sjældent langt fra tanke til handling. Så bureauet direktør, Bjarke Hansen, SMS’er til DHF’s direktør, Morten Stig Christensen og spørger, om det er muligt at skaffe 148 billetter til finalestævnet. Han får et positivt svar, og lader julefrokost være julefrokost. Sammen med to medarbejdere arbejder han i løbet af natten på højtryk med at skaffe et fly, som kunne flyve deltagerne fra København og Billund til Beograd og retur, arrangere transfer til og fra lufthavnen og i øvrigt klare de mange andre formalia, som en sådan tur er forbundet med.

Kulturministeren også med

Midt på formiddagen lørdag falder alt på plads til en pris på 3.600 kr. som indbefatter finalebilletter, fly, mad ombord på flyet samt transport direkte til arenaen i Beograd. Afgang fra Kastrup kl. 09.00 og fra Billund kl. 10.30 og retur fra Beograd kl. 21.00.

Tilbuddet lægges ud op selskabets facebook-side, hvor nyheden breder sig med lynets hast. Få timer senere er alle billetter revet væk, incl. den som landets kulturminister, Uffe Elbæk, har bestilt.

”Det var helt vildt. Vi arbejde virkelig på højtryk, for at få det hele til at gå op i en højere enhed, og man bliver vildt euroforisk, når alle detaljer til slut falder på plads,” fortæller Bjarke Hansen .

Se turen som en event

Han erkender, at deltagerprisen ikke helt dækker omkostningerne, men selskabet ser ekstraturen som en event, der er med til at cementere Primo Tours som et dansk charterbureau, som arbejder stenhårdt på at give sine gæster gode oplevelser.

”Vi synes det er rigtig sjovt at kunne give vores gæster ”én på opleveren”. Det er jo det, vi lever af. Nu greb vi den her mulighed, og set i bakspejlet kunne vi have solgt mange flere end de 148 rejser, som vi havde mulighed for via de billetter, som DHF havde til os,” fortæller Bjarke Hansen, hvis selskab satser på det personlige, det trygge og det gode gamle charterkoncept fra 70’erne og 80’erne, tilsat lidt af nutidens trends.

I øvrigt er det ikke første gang, Primo Tours inviterer til EM-håndbold. Også for to år siden – en måned efter bureauets start - samlede bureauet 148 vestjyske gæster i et chartret fly fra Jet Time, som fløj til Østrig til en EM-kamp mellem Danmark og Serbien.

Yderligere info: Kontakt Bjarke Hansen  på 2176 4438

Emner


Turisme