PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/jonas-en-ambiti%C3%B8s-karrosseritekniker-i-asien-18181

Jonas - en ambitiøs karrosseritekniker i Asien

Pressemeddelelse juni 4, 2014 Karrosseritekniker Car-O-Liner Teknisk Skole Silkeborg WorldSkills

Jonas befinder sig lige nu på den anden side af jorden, nærmere betegnet i Singapore, hvor han arbejder for Car-O-Liner. Her har Jonas ansvaret for at undervise og træne de lokalt ansatte i Car-O-Liners produkter. ”Det kan eksempelvis være at vise dem, hvordan de kan reparere skadede biler alt afhængigt af de forskellige bilfabrikanters forskrifter.” – fortæller Jonas, karrosseritekniker fra Teknisk Skole Silkeborg.

Jonas portræt

Asien calling
Arbejdspladsen er dog ikke begrænset til Singapore alene. En stor del af Jonas job er også at rejse rundt til andre lande og undervise og træne folk i brugen af produkterne der. Car-O-Liner har marked i hele Sydøstasien, heriblandt Indonesien, Indien og Bangla, Malaysia, Philippinerne, Korea, Thailand, Australien, New Zealand, Sri Lanka og Vietnam. Ja, bare på skrift kan man blive helt forpustet over sådan en rejseaktivitet, men det bliver Jonas ikke, for han trives derude øst på. Selvom det er langt fra den velkendte hverdag i Odense. ”Det var en lidt skræmmende tanke at skulle rejse væk fra famille, venner og de vante omgivelser i Danmark, men jeg har ikke fortrudt det et eneste sekund.”, siger Jonas.

Det er ikke første gang, vi skriver om karrosseritekniker Jonas Andersen her på Teknisk Skole Silkeborg. Og det er der en grund til. Grunden er Jonas selv. For han har klaret sig rigtig godt igennem hele sin uddannelse, i praktikken, til WorldSkills, hvor han fik en flot 5. plads og nu i sit arbejdsliv.

Eventyrets begyndelse
Tilbage i december 2013 skrev Jonas under på den toårige kontrakt med Car-O-Liner. Hvordan er hele dette eventyr kommet i stand for den nyuddannede karrosseritekniker, tænker du måske. Det er blandt andet på grund af en varm anbefaling fra en engageret faglærer og uddannelsesleder fra karrosseriteknikeruddannelsen i Silkeborg, Jesper Vang Falkenberg.

Jesper kender den danske chef for Car-o-liners ’asia pacific’- afdeling, Per Madsen, som fortalte, at der var en ledig stilling som træner. Og det var Jonas meget interesseret i: ”Det lød som en rigtig spændende udfordring. Havde ofte gået og tænkt, at jeg gerne ville til udlandet og arbejde en dag, og nu fik jeg faktisk chancen, og så var det jo bare med at gribe den!”

En singaporeansk hverdag
Jonas fortæller også, at hverdagen i Singapore byder på mange spændende oplevelser og udfordringer: ”Hjemme i Danmark kunne hverdagene godt gå hen og blive lidt ensformig og det er bestemt ikke tilfældet her. Ikke to dage er ens, og jeg tror, det er det, som gør jobbet så spændende.”

At det så gik hen og blev undervisning, der skulle blive Jonas arbejde, det var han ikke helt forberedt på, da det at tale foran en hel flok mennesker, der kun kigger på ham, har ifølge Jonas selv aldrig rigtig været hans stærke side. Og derfor var han også en smule nervøs i starten, men besluttede sig for bare at springe ud i det. ”Har lært rigtig meget de seneste måneder, og mit engelske er blevet væsentligt forbedret, da alt jo foregår på engelsk. Er stadig nervøs når jeg underviser, men på et meget mere behageligt niveau, får nærmest et lille kick.”, fortæller en glad Jonas.

Som man nok kan fornemme, så trives Jonas i sin nye rolle som international underviser og globetrotter. ”Min egen udvikling arbejdsmæssigt er gået meget bedre end jeg havde turdet håbe på, jeg har set nye lande, kulturer og møder en masse nye mennesker.” Jonas har taget springet og turdet satse højt, og det har givet pote. Sejt gået, Jonas!

 
 

Kontakter


Jesper Vang Falkenberg

Afdelingsleder
Teknisk Skole Silkeborg
jvh@t***** Vis...
8923**** Vis...

Emner


Karrosseritekniker Car-O-Liner Teknisk Skole Silkeborg WorldSkills