PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/jesus-lavede-vand-om-til-vin-nu-vil-en-dansker-rette-fejlen-og-lave-vin-om-til-vand-2633

Jesus lavede vand om til vin. Nu vil en dansker rette fejlen og lave vin om til vand.

Pressemeddelelse april 12, 2006 Humanitær

Hver dag dør 6000 børn af sygdomme, der opstår fordi de ikke har adgang til rent drikkevand, har utilfredsstillende sanitære forhold og dårlig hygiene. Dette svarer til, at 20 jumbojets styrter ned hver dag.

Derfor har billedjournalisten Tommy Nøddebo Mortensgaard startet hjælpeorganisationen Water2Africa.

Efter en fødselsdagsfest med ondt i hovedet tænkte Tommy. 'Her i de rige lande vågner vi op med tømmermænd pga. for meget alkohol, mens omtrent 1.100.000.000 (1,1 milliard) mennesker vågner op med tømmermænd pga. manglende rent drikkevand og dårlige sanitære forhold”. Måske var ham Jesus for tidligt ude med nummeret 'vand til vin,” fortsatte tankerne, og Tommy Mortensgaard blev enig med sig selv om at gøre nøjagtigt det modsatte som Jesus - lave vin om til rent drikkevand.

Water2Afrika.dk beder derfor danskerne om at give blot en enkelt eller måske to gode flasker vin om måneden til Afrika.

Naturligvis skal folk ikke sende vinflaskerne til Afrika, men blot give beløbet som vinen koster. Og så skal folk, med god samvittighed, bare nyde den vin, de derefter drikker. Men samtidig skal familien Danmark huske, at når de åbner en god flaske vin, og nyder den hjemme i villaen, så tager det ca. halvanden time før flasken er tom. I den tid er 375 børn døde på grund af manglende rent drikkevand samt dårlige sanitære forhold.

På hjælpeorganisationens hjemmesiden www.water2africa.dk er der vejledninger til, hvordan man 'indbetaler” en god flaske vin. Der skal mindst 100 personer, til som støtter, for at Water2Africa bliver godkendt som en hjælpeorganisation, der kan søge bevillinger hos udenrigsministeriet. Tommy Mortensgaard har derfor forhåbninger om, at mindst een person i hver af de nye kommuner kan undvære blot en enkelt flaske vin om måneden - så bliver organisationen nemlig godkendt til oktober. På hjemmesiden kan man følge udviklingen i hvor mange personer som støtter i hvert af de nye kommuner.

Indtægterne fra bidrag, gavebreve samt testamente går ubeskåret til vandprojekter og dermed bekæmpelse af Guineaormen i Ghana. Guineaorm er vandbårne parasitter. De optages i kroppen, når et menneske drikker urent vand inficeret med guineaormens larver. Efter et års tid i kroppen begynder guineaormen at bore sig ud gennem huden en meget smertefuld proces, der ofte ledsages af feber.

Danske virksomheder har via www.water2africa.dk mulighed for at få reklame på en ny og spændende måde. De bestemmer nemlig selv annoncestørrelse og prisen for at få deres logo på hjælpeorganisationens forreste side.

Hjælper på en enkel og billig måde
Water2Africa.dk vil på en enkel og billig måde hjælpe beboerne i landsbyerne til, at få rent vand ved at etablere brønde med håndpumper, der kan nå ned til det rene grundvand. Arbejdet foregår i tæt samarbejde med beboerne, som skal med i gravearbejdet, og som også er ansvarlige for vedligeholdelse af brønd og pumpe, når Water2Africa overdrager projektet til dem. Beboerne opfordres og støttes bl.a. også til at etablere latriner for at forbedre sundheden og miljøet. Det koster ca. 350 kr. pr. person, at lave rent drikkevand i en landsby med 100 personer.

Sideløbende med brøndgravningen oplyses beboerne i landsbyerne om sundhed, hygiejne, AIDS og problemerne ved omskæring af piger.

Tommy Mortensgaard fortæller, at Water2Africa i starten vil koncentrere sig om det vestafrikanske land Ghana med godt 21 millioner indbyggere. Ghana er valgt på grund af at landet har demokrati. En anden meget vigtigt grund er, at der er pressefrihed i Ghana. Pressefriheden kan virke som et bolværk mod misbrug og korruption.

Kontakter


Emner


Humanitær