PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/japansk-inspireret-lampeserie-udvides-4354

Japansk inspireret lampeserie udvides

Pressemeddelelse september 20, 2007 Hus og Have

Louis Poulsen Lighting udvider nu Enigma-serien med pendlen Enigma 545. Serien er udviklet i samarbejde med den japanske designer Shoichi Uchiyama.

Enigma 545 studio photo
Enigma 545 Studio Photo

De to første pendler i Enigma-serien blev begge særdeles godt modtaget i markedet. Et stort publikum over hele verden har gennem de seneste år valgt at indrette sig med de originale lamper, der skaber illusionen om lysvinger, der svæver i luften. Pendlerne er inspireret af japansk belysningskultur, men baseret på samme filosofi om et blændfrit og komfortabelt lys, som kendetegner alle øvrige armaturer fra Louis Poulsen Lighting.


Lige fra tegnebordsstadiet blev der arbejdet med forskellige størrelser i serien. Enigma 425 er en fleksibel lampe velegnet til private hjem, Enigma 825 er designet til store rum. Den nye udgave, Enigma 545, kombinerer de bedste egenskaber i de to første pendler. Den femskærmede, nye pendel har en velafbalanceret og smuk form, som kan anvendes både i større og mindre rum - i private hjem såvel som i konferencerum, restauranter, forretninger og festsale.


På trods af sit helt enkle design har Enigma 545 en særdeles raffineret lysteknik og en god udlysningsevne. Som de øvrige pendler i serien har Enigma 545 dels en indirekte lysudsendelse, idet lyset reflekteres fra skærmene, dels en behagelig, direkte lysudsendelse, idet lyset samtidigt blødt diffuseres igennem skærmene og spredes til hele rummet. Skærmene, der holdes sammen af en ultratynd stålwire, er udført i akryl, og deres overflade er matlakeret - en behandling af akryl, der sørger for den rette bløde diffusering af lyset. Skærmenes underside fremstår blank. Det koniske lampehoved er fremstillet i børstet aluminium. Enigma 545 bestykkes med 1x50W QR10. Reflektorlyskilden følger med lampen.


Enigma 545 er let at rengøre. Skærme fjernes og påsættes med en enkelt bevægelse. Pendlen er pakket i en smal kasse, der sikrer effektiv transport og  opbevaring.


Shoichi Uchiyama etablerede sig som selvstændig belysningsdesigner i Tokyo 1977 og har siden da eksperimenteret med udvikling af belysningsarmaturer med indirekte lysudsendelse.


www.louispoulsen.com

Emner


Hus og Have