PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/it-leder-bliver-ny-vognmand-781

IT-leder bliver ny vognmand

Pressemeddelelse september 21, 2004 Motor

Starter til oktober som transportfirmaet 3x34´s repræsentant i Fredericia.

Med et solidt længdespring fra branche til branche har den 35-årige Troels M. Jensen lukket en IT-fortid og har i stedet valgt at blive den første vognmand i Fredericia under transportfirmaet 3x34´s koncept, der automatisk sikrer ham ret til også at pleje egne kunder.

Hans nye tilværelse begynder 1. oktober, når han sætter sig bag rattet i sin lige så nye pick-up, der kan rumme 17 kubikmeter gods, og har førsteret til alle lokale opgaver samtidig med, at han skal supplere tre kolleger i Vejle, når de er optaget.

Nyeste logistik

-Det bliver sjovt at prøve kræfter med noget helt andet, siger Troels M. Jensen. Det er en livsstil for mig at være selvstændig og meget serviceminded to egenskaber, som jeg får mulighed for at kombinere i mit nye virke.

Som andre tilsluttede vognmænd bliver han led i et koncept, der er døbt Sund & Bælt, og som går ud på at afsende og aflevere gods samme dag over alt i kongeriget. I Kolding omlades varerne, og han bringer sin del til døren hos modtagerne.

-3x34 kører med kødprøver for fødevare-producenter, med hjælpemidler for offentlige instanser, med pakker fra firma til firma og sørger dagligt for, at vigtige forsendelser når sikkert og hurtigt frem til deres bestemmelsessted, fortæller han. Og selvfølgelig rykker vi også ud, når private eller virksomheder skal skifte bopæl.

Endnu styres driften centralt fra et radiorum efter samme princip som de fleste taxaselskaber, men dette system er ved at være forældet. Transportfirmaets ry for betydelig viden om og udnyttelse af moderne teknologi og logistik giver sig inden nytår udtryk i både kunde- og chaufførvenlige nyanskaffelser, idet alle tilsluttede biler da vil være monteret med et avanceret IT-bookingsystem på skærm, hvor man kan aflæse bilens nøjagtige placering, kundens og forsendelsens adresse. Desuden anviser satellitprogrammet GPS den korteste vej til målet og en automatisk turtildeling for at optimere økonomien.

IT-kurertjeneste

-Selv om vi er under fælles paraply, kan vi sideløbende passe egen kundekreds, fortsætter Troels M. Jensen. Jeg vil satse på at udnytte min fortid som mellemleder og IT-konsulent i Kolding, Århus og København gennem 11 år ved at oprette en IT-kurertjeneste for virksomheder med egne kontorer rundt i landet og for firmaer, der har medarbejdere med hjemme-arbejdspladser.

-Min kurer-tjeneste vil ikke alene bestå af pakketransport. Den vil også omfatte udpakning, tilslutning til Internettet eller et firma-netværk efter nærmere aftale samt selvfølgelig flytning af arbejdspladser med edb-udstyr, erklærer han.

Troels M. Jensen og hans hustru har forladt to gode stillinger i Storkøbenhavn for at skifte til en ny karriere med basis i Fredericia. Hustruen har allerede fået job som personalekonsulent i Kolding, og han selv ser optimistisk på fremtiden. Han vil i starten drive sin vognmandsforretning alene, men han regner med at kunne selvfinansiere en udvidelse til flere medarbejdere i løbet af få år.

(Billedtekst:)
Troels M. Jensen på prøvetur med en kollegas vogn, til han får sin egen.

Yderligere oplysninger fås hos vognmand Troels M. Jensen på tlf. 48 48 80 81 eller mobil 26 79 50 81.

Kontakter


Emner


Motor