PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/inviter-potterosen-indenfor-399

Inviter potterosen indenfor

Pressemeddelelse januar 28, 2004 Landbrug og Fiskeri

Lys og kølige temperaturer er ideelle vækstbetingelser for potterosen. Sæt den der, hvor vinterlyset strømmer ind i huset og få farvestrålende blomster og påmindelser om forårets komme til gengæld

Roser elsker lys. Ikke kun den velkendte og storblomstrende haverose, men også potterosen. Præcis som mennesket suger den solens energi til sig, og folder sig ud i al sin pragt og ynde. Selv på denne tid af året, lyser potterosens blomster op i ethvert hjem. Røde, gule og orange - eller en hvilken som helst anden farve, der matcher den individuelle smag.

For at få det fulde udbytte af potterosen, skal den placeres så lyst som muligt. Hvis temperaturen samtidig er relativ kølig, kvitterer planten med sin farverige blomstring i helt op til fire uger, ligesom den vil udvikle knopper, der igen og igen vil folde sine fløjlsbløde kronblade ud.

Det er vigtigt for potterosens udvikling, at den får rigeligt med vand. Tørrer den ud bliver bladene gule og både blomster og knopper kan falde af. Ved at føle med en finger på jorden i potten, er det let at kontrollere, om rosen er tørstig. Og er den det, skal den vandes straks. Potterosen trives bedst, når den vandes i underskålen. På den måde kan rødderne let og ubesværet suge den livgivende næring til sig. Efter cirka 10 minutter med rødderne i vand, har rosen dog fået nok at drikke. For at undgå skader på rødderne er det derfor en god idé at tømme underskålen for overskydende vand.

Når foråret kommer flytter potterosen gerne med havemøblerne udenfor. Plant den i krukker eller plantekasser på terrassen, i altankasserne eller andre steder i haven, hvor den kommer til sin ret. Potterosen vil i løbet af kort tid vænne sig til udendørslivet og vokse sig større samtidig med at blomstringen fortsætter lystigt. Det er dog vigtigt at huske vandingen, for selv en kraftig sommerbyge giver kun sjældent vand nok til at sikre plantens udvikling.

Potterosen kan klare sig i det fri fra maj til helt hen i november. Hvis den har stået udenfor i et stykke tid kan den endda klare en let omgang nattefrost. Først når temperaturen kommer under seks grader, stopper væksten, men rosen fortsætter dog med at gro, hvis temperaturen igen stiger.

Når rosen er flyttet ud, kan den lange blomstringstid hjælpes på vej. Det sker ved at fjerne de visne knopper. Vil man trimme sin rose ekstra godt, gøres det ved at fjerne de øverste to tredjedele af et skud, men først når der ikke kommer flere knopper.

PARADE®roser og PATIOHIT®roser er primært udviklet til indendørs brug, så de kan - alt efter vejret - udvikle sig en anelse langsommere end Poulsen Rosers velkendte og præmierede haveroser. Erfaringer viser dog, at selv i almindelige havebede tager en udplantet potterose gerne kampen om opmærksomhed op med havens øvrige blomsterflor.

Poulsen Roser A/S med hovedsæde i Fredensborg har 125 års erfaring i at udvikle nye sorter af roser og clematis. Poulsen Roser A/S har vundet stort set alt, hvad der er at vinde af medaljer for de fine planter og kan desuden kalde sig leverandør til det Kgl. Danske Hof. Hvert sekund døgnet rundt sælges der to Poulsen roser eller clematis et eller andet sted i verden, og planterne produceres i dag i flere end 50 lande. Poulsen Roser A/S drives af stifterens oldebarn, Pernille Olesen og hendes mand, Mogens N. Olesen.

Oplysninger om Poulsen Rosers nye tiltag og firmaet i øvrigt kan findes på www.poulsenroser.dk, hvor der desuden kan rekvireres flere professionelle fotos af produkterne. Bemærk venligst at salgsnavn, produktgruppe og sortsnavn samt copyright Poulsen Roser A/S skal anføres ved brug af billederne.

For yderligere informationer:
kontakt venligt PR Manager hos Poulser Roser, Lars Jørgensen på telefon 48 48 30 28

Kontakter


Emner


Landbrug og Fiskeri