PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/intimkoncert-med-gr%C3%B8nlandsk-stjernedrys-i-odders-gamle-sygehus-21954

Intimkoncert med grønlandsk stjernedrys i Odders gamle sygehus

Pressemeddelelse november 22, 2015

Nive Nielsen & The Deer Children optræder lørdag d. 28. november i Kulturkøkkenet i Odders gamle sygehus.

Nivenielsen prfoto Odder

Efter to udsolgte koncerter med Teitur i foråret 2015 inviterer Teaterværkstedet Madam Bach fra Odder nu igen på en eksklusiv koncertoplevelse i Kulturkøkkenet i VitaPark Odder, hvor man kan opleve en aften med Nordatlantisk Folk Pop. Lørdag den 28. november står Nive Nielsen nemlig på scenen i den rå koncertsal, Kulturkøkkenet, der er skabt i det gamle køkken på Odder gamle sygehus.

”Grønlandske Nive har vi fulgt siden vi turnerede i Grønland første gang for fem år siden. Hun rejser verden rundt med sin egen skønne musik, og vi er virkelig glade for, at det er lykkedes os, at få hende til Odder og så oven i købet som afslutning på en længere Danmarks turné. Der er altid noget ekstra over de koncerter, der afslutter en turne, så vi glæder os til igen at fylde Kulturkøkkenet op med glade mennesker og en intens musikoplevelse,” forklarer Pernille Bach og Christian Schrøder, der er arrangører af koncerten.

Teaterværkstedet Madam Bachs mål med disse koncerter er, at tiltrække Internationale stjerner til Odder og skabe unikke kunstneriske oplevelser i nærværende og inspirerende omgivelser. Derfor udvælges kunstnere, som har nærvær og fordybelse i højsædet og samtidig har noget på hjertet, kort sagt kunstnere, som kan give koncertgæsterne en personlig og gribende oplevelse. Og den kategori må man sige, at Nive Nielsen passer fint ind i.

Hædret af Kronprinsparret

Nive Nielsen har modtaget Kronprinsparrets Stjernedryspris og i sin motiveringstale til hende sagde H.K.H. Kronprinsen bl.a: "Nive Nielsen er en ung fremadstormende grønlandsk sangerinde/sangskriver, som med stor selvfølgelighed har turneret de sidste par år i udlandet, især i USA og Canada. Nive Nielsen blander sin etniske baggrund og stolthed med en nutidig verdenslyd. Som den moderne grønlænder hun er, ser hun hele verden som sin scene. Om hun turnerer i det nordgrønlandske i et rigt samarbejde med lokale musikere og deres tradition, eller står på den mest hippe scene i Los Angeles, gør ingen forskel. Nive Nielsen repræsenterer et rigtig godt bud på en ny grønlandsk identitet: Styrke og åbenhed. Vi håber, at stjernedrysprisen vil inspirere Nive Nielsen til nye musikalske landevindinger. Tillykke!"

Nive Nielsen udgav i 2014 sit debutalbum 'Nive Sings!' i Danmark. Albummet er produceret af engelske John Parish, der bl.a. er kendt fra sit mangeårige samarbejde med PJ Harvey. Musikken indebærer ukulele-guitar, cello, melodika og klokkespil - eller “glockenspiel”. Temaerne er mange og forskellige i musikken, men der er en nordisk lyd, som Nive også kalder for 'sne-musik'. Nive Nielsen turnerer både i Europa og USA med sit band The Deer Children.

Her i efteråret 2015 udkommer hendes 2. CD og albummet følges op af Nive Nielsen & The Deer Childrens første egentlige Danmarksturne, som altså afsluttes i Odder.

Køkkenet er blevet kult

Kulturkøkkenet i VitaPark har udviklet sig til et kult spillested. Det rå sygehuskøkken på Odder gamle sygehus danner en usædvanlig og rå kulisse om Madam Bachs intense koncerter. Koncerter der ikke kan opleves lignende andre steder i sådanne kulisser. I Kulturkøkkenets loft hænger stadig den gamle store emhætte, her lugter lidt af udkogte hvide kartofler og de hvide fliser fra gulv til loft indpakker rummet. Der var ikke mange, da køkkenet var aktivt, der ville have gættet på, at det år senere skulle danne rammen om koncerter med internationalt anerkendte kunstnere.

Pernille Bach og Christian Schrøder er sikre på, at koncertgæsterne vil få sig en ekstraordinær oplevelse til koncerten.

”Nive Nielsen kommer med sit band The Deer Children, og det er virkelig dygtige musikere, hun har med sig. Stilen er nordatlantisk folk pop, og Nives tekster og kompositioner er stærkt inspireret af hendes baggrund i Grønland, og når Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary er vilde med hende, så kan du også regne med at blive imponeret, hvis du endnu ikke kender Nives musik,” fortæller Christian Schrøder. Der sælges kun 120 billetter, og billetter á 200 kr. kan købes via hjemmesiden yourticket.dk.

Fakta:

Intimkoncert med Nive Nielsen & The Deer Children.

Biletter: Der sælges kun 120 billetter.

Pris: 200 kr. + gebyr.

Billetkøb: www.yourticket.dk / http://www.yourticket.dk/Event/537-Nive_Nielsen___The_Deer_Children

Tid: Lørdag d. 28. november 2015 kl. 20.00.

Sted: VitaPark, Kulturkøkkenet, Vitavej 61, 8300 Odder

Dørene åbner kl. 19.00. Medbring kontanter eller mobilePay til baren.

Arrangør: Teaterværkstedet Madam Bach

Læs mere: www.madambach.com og www.vitapark.dk

Kontakter