PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ingen-str%C3%B8msvigt-erstatning-til-danske-el-kunder-988

Ingen strømsvigt-erstatning til danske el-kunder

Pressemeddelelse januar 11, 2005 Livsstil

Mens svenske elselskaber tilbyder deres kunder erstatning i millionklassen efter strømsvigtet, skal ingen danske kunder forvente erstatning. En eventuel danske ordning har lange udsigter.

Danske elforbrugere kan ikke se frem til nogen erstatning for strømafbrydelsen efter weekendens storm. I Sverige giver både Vattenfall, Fortum og Sydkraft sine kunder erstatning for strømafbrydelsen.

Lidt over 200.000 svenske kunder har været uden strøm i kortere eller længere tid, siden stormen rasede over Norden, og i øjeblikket er knap 130.000 svenskere stadig uden el. De fleste af dem kan dog se frem til at modtage erstatning for svie og smerte.

6000 kroner i erstatning

Vattenfall tilbyder eksempelvis sine kunder op til 6000 svenske kroner (knap 5000 danske kroner), hvis de har været uden strøm i mere end 72 timer.

En ordning i samme stil tilbyder Sydkraft og Fortum. Begge selskaber tilbyder erstatning modsvarende netafgiften i et år, hvis strømafbrydelsen går over 72 timer.

For en mellemstor villa ligger det beløb mellem 2.000 og 3.000 svenske kroner. Men allerede hvis en bolig har været uden strøm i mere end 24 timer, udbetales der erstatning. Eneste krav er, at man selv ansøger om det, hvilket let gøres på selskaberne hjemmesider, oplyser informationschef i Vattenfall, Karl-Erik Olsson.

"Vi har ikke regnet på, hvor meget det løber op i endnu. Det kommer helt an på, hvor mange kunder, der anmoder om erstatning. Men vi gør hvad vi kan for at oplyse om ordningen, og det bliver helt sikkert er et stor millionbeløb", siger Olsson til ing.dk

Erstatning trods force majeure

Den svenske ordning trådte for de fleste selskaber i kraft for at par år siden. Siden har selskaberne alle oplevet at udbetale store summer til forbrugerne. Men det afskrækker dem ikke, selvom betingelserne ligger på grænsen af at være opfyldt.

Både Sydkraft, Vattenfall og Fortum oplyser, at de trods indføjelser i bestemmelserne om force majeure, eksempelvis skader påført af orkaner, alle har valgt at lade ordningen træde i kraft.

"Hvis ikke det er i tilfælde som dette, at sådan en ordning skulle gælde, så ved jeg ikke, hvornår det skulle være muligt at få erstatning. Det er nu, vi skal vise, at vi står bag vores ord", siger Karl-Erik Olsson.

Ingen ordning i Danmark

Så vidt Sverige. For herhjemme skal danske elkunder tilsyneladende ikke forvente at modtage erstatning for ikke at have haft strøm. I hvert fald ikke de næste mange år.

Der eksisterer ikke sådan en ordning herhjemme, oplyser informationschef i Nesa, Lone Rasmussen. I skrivende stund er 9.000 af Nesas kunder stadig uden strøm og helt op til 37.500 kunder har måttet undvære strømmen.

Men danske kunder skal ikke vente erstatning, siger Lone Rasmussen.

"Vi kender ikke de svenske selskabers aftaler i detaljer, men det ville undre mig, hvis det også er tilfældet i en force majeure situation. Vi har det ikke hos Nesa. Os bekendt eksisterer sådan en ordning ikke i Danmark. Man kan se vore leveringsbetingelser inde på vores hjemmeside, men vi befinder os i en force majeure-situation, og det er det, jeg kan sige om det nu", siger Lone Rasmussen.

Ifølge Nesas informationschef er det den svenske lovgivning, der har bestemt de gældende svenske regler. Det afviser de svenske selskaber dog blankt over for ing.dk.

Det har intet med den svenske lovgivning at gøre. Det er op til de svenske netselskaber og har intet med den svenske stat at gøre,Ģ oplyser informationsmedarbejder Gøgge Sandin fra Vattenfall. Også Sydkraft afviser, at det handler om svensk lovgivning.

Lange udsigter

En erstatningsordning i Danmark, har tilsyneladende lange udsigter. En dansk pendant til den svensker ordning har ikke engang været et emne, fortæller statistikchef i Elfor (Brancheforeningen for danske eldristributionsselskaber), Torben Møller Pedersen.

"Det har ikke være på bordet, formentlig ud fra en betragtnig om, at den danske levering er ganske høj sammenlignet med landende omkring os, men det kan da være, at det kommer op nu. Sådan en ordning skal analyseres først. Men i udgangspunktet vil vi meget gerne kigge på det", siger Torben Møller Pedersen.

Energitilsynet har nedsat et udvalg, der kigger på, hvordan man kan indarbejde målinger af leveringskvalitet og omkostninger for elselskaberne, forklarer statistikchefen:

"Arbejdet er lige gået i gang, og jeg tør ikke spå om noget endnu".

Emner


Livsstil