PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/informationsm%C3%B8de-om-brud-p%C3%A5-rygs%C3%B8jlen-pga-knoglesk%C3%B8rhed-3079

Informationsmøde om brud på rygsøjlen pga. knogleskørhed

Pressemeddelelse august 28, 2006 Børn og Unge

Osteoporoseforeningen inviterer den 7. september til informationsmøde for de mellem 10- og 12.000 danskere, der hvert år rammes af brud på rygsøjlen på grund af knogleskørhed samt deres pårørende.

Brud på rygsøjlen indebærer, at ryghvirvlerne gradvist falder mere og mere sammen, og det resulterer i, at man med tiden vokser nedad. Det gør ondt, og mange patienter oplever stærke smerter - ofte længe før de får en diagnose stillet.

Behandlingsmulighederne udvikles løbende, og der er derfor god grund til at holde sig opdateret om den seneste udvikling. Det giver det bedste grundlag for drøftelsen af det videre behandlingsforløb med egen læge eller en endokrinolog, som er betegnelsen for det lægefaglige speciale, som knogleskørhed hører ind under. Behandlingsmulighederne er mange, og i dag kan selv de sværest ramte patienter med knogleskørhed hjælpes.

På mødet giver overlæge dr. med. professor Peter Schwarz fra Geriatrisk/Reumatologisk afdeling på Amtssygehuset i Glostrup en oversigt over alle kendte behandlingsmuligheder, fortæller hvem de enkelte behandlingsmuligheder egner sig til, og hvad man har ret til, når man har fået stillet diagnosen. Desuden vil en patient fortælle om sine erfaringer med en ny knogleopbyggende behandling. Der vil være lejlighed til at stille spørgsmål undervejs.

Deltagerne har mulighed for at møde andre patienter i deres situation i pausen, hvor der samtidig serveres et let traktement.

Informationsmødet finder sted den 7. september fra kl. 18 20 på
Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø,
Auditorium 1

Buslinier til Rigshospitalet: 3A, 6A, 42, 43, 184, 185, 173E og 150S.


Alle patienter og pårørende er velkomne.
Arrangementet er gratis.

Emner


Børn og Unge