Infernal livekoncert sælges eksklusivt på URBAN-Payload.dk
Pressemeddelelse november 3, 2006 KulturDet nye samarbejde mellem URBAN og Payload kommer godt fra start
Det nye samarbejde mellem gratisavisen URBAN og netbutikken Payload om salg af musikdownloads er kommet godt fra start. Allerede i butikkens anden uge på nettet præsenterer man således et sandt scoop som ugens URBAN-Payload Exclusive, nemlig en ganske forrygende livekoncert med duoen Infernal - optaget den 17. oktober i år. Infernal er øjeblikkets bedst sælgende danske navn i udlandet, og herhjemme har gruppens seneste album "From Paris To Berlin" for længst rundet de 20.000 eksemplarer, der udløser en guldplade. Samtidig har albummet foreløbig ligget på salgslistens Top 100 i mere end 82 måneder!Den 17. oktober optrådte duoen på Kirkebjergskolen i Vanløse som led i P3s populære Trax Coming Home-koncerter. Det blev til en forrygende aften, hvor Infernals to frontfigurer Line Rafn og Paw Lagerman sammen med seks særdeles kompetente og veloplagte musikere satte turbo under den lange række af hits og desuden satte en tyk streg under deres ry som formidabelt liveband. Som et ekstra krydderi på koncerten er der i øvrigt gæsteoptræden af rapperen Clemens, der giver en hånd med på hittet "Ten Miles".
Koncerten sættes til salg som downloads på www.urban-payload.dk fra mandag den 6. november - og vil kun være at finde frem til nytår.
Om Infernal
I 2005 hittede Infernal stort i lande som Sverige, Rusland, Italien, Frankrig, Norge og ikke mindst England med deres heftige single "From Paris To Berlin". Singlen er nu er at finde på den internationale udgave af albummet af samme navn, udgivet eller på vej til udgivelse i 35 lande over hele verden. Det gør Infernal til øjeblikkets ubestridt mest efterspurgte danske navn i udlandet. Infernal var eneste danske navn nomineret til en Nordic Music Award i 2005 i kategorien Best Nordic Hit. I Frankrig er singlen med titelnummeret "From Paris To Berlin" allerede solgt i mere end 130.000 eksemplarer. I England lå den på Top 10 i ugevis - og derudover har sangen ligget højt på dance-charts i både Italien, Norge, Sverige og selvfølgelig Danmark. Men international succes er faktisk ikke noget nyt for Infernal, der siden starten i 1997 har solgt i omegnen af 700.000 plader.
Om Urban-Payload
Payload var et af de første sites i Danmark, der solgte lovlige musikdownloads. Siden starten i 2003 har Payload ikke bare haft tidens mest populære sange og det store bagkatalog til salg; butikken har også været stedet, hvor store navne kunne eksperimentere med eksklusive udgivelser, og hvor ukendte kunstnere havde mulighed for at sælge deres musik.
Ambitionen om at skille sig ud og tilbyde mere end de andre er en klar fællesnævner for URBAN og Payload - og derfor var det naturligt at slå kræfterne sammen for at skabe én slagkraftig musik-butik. Fremover hedder samarbejdet URBAN-Payload.dk - og her vil man hver eneste uge kunne finde nye eksklusive udgivelser fra såvel de store som dem, der bliver det
Rikke Møgelvang
Marketingschef
Urban
Kontakter
Marketingchef Rikke Møgelvang
URBAN - Mere Liv Til Byen✉ rim@u******* Vis...
☎ 33753*** Vis...
http://www.MLTB.dk
Emner
Kultur