PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/indflytning-i-en-af-landets-st%C3%B8rste-passivhusinstitutioner-11733

Indflytning i en af landets største passivhusinstitutioner

Pressemeddelelse marts 16, 2011 Byggeri

Høje Tåstrup viser klimavejen med en af de hidtil største danske børneinstitutioner i certificeret passivhusstandard – et projekt, der er udviklet af bjerg arkitektur a/s og opført som en sænket, toetagers kvadrant med 1000 kvadratmeter, der kan opvarmes med fire stearinlys

Landets hidtil største passivhusinstitution klar i Høje Tåstrup
Passivhusinstitutionen Elverhuset, udviklet og tegnet af bjergs arkitektur a/s som en to-etagers sænket kvadrant, der året rundt kan opvarmes med fire stearinlys, har kostet ca. femten millioner kroner og får plads til 40 vuggestuebørn samt 68 børnehavebørn fordelt over 1000 kvadratmeter.

Fire stearinlys.

 Det er nok til at sikre passende varme på kolde dage i Høje Tåstrups nye børneinstitution Elverhuset – formentlig landets hidtil største integrerede børneinstitutioner i certificeret passivhusstandard med 40 vuggestuepladser og 68 børnehavepladser fordelt over to etager med ca. 1000 kvadratmeter.

 - Elverhuset lever som en integreret del af naturens evige cyklus. Huset passer sig selv som en selvkørende energifabrik, der - uden at gå på akkord med krav om masser af frisk luft og et sundt indeklima, maksimalt indfald af naturligt lys og stor rummelighed - på en kold vinterdag kan varmes op med fire stearinlys, konstaterer afdelingsarkitekt MAA Lars Køhler fra bjerg arkitektur, der har tegnet og udviklet den nye passivhusinstitution Elverhuset til Tåstrup Kommune.

Lars Køhler pointerer overfor byggeriets pressebureau, at den nye børneinstitution på Jernbane Allé i Høje Tåstrup er placeret og designet i forhold til verdenshjørnerne og grundens gamle træer mod syd, således at solens passive varmeenergi året rundt kan stråle dybt ind i bygningen gennem ovenlys og store sydvendte, varmeakkumulerende vinduespartier, og han understreger, at huset klarer opvarmningen helt uden avancerede og dyre elektroniske hjælpemidler.

- Til gengæld har vi udnyttet vi betonkonstruktionens varmeakkumulerende effekt i husets termiske system, ligesom vi med den sænkede konstruktion året rundt udnytter terrænet som en konstant varmebuffer.

Grønt atrium er husets lunger

Afdelingsarkitekten fra bjerg arkitektur fortæller i øvrigt, at den Elverhuset er indrettet omkring et åbent og centralt trapperum fra gulv til kip, der som et atrium binder huset sammen til en helhed og fungerer som husets lunger.

- I passivhuse indgår arkitekturen som en integreret del af en overordnet miljøstrategi. Derfor er et sundt indeklima og energibesparelser ikke ”tillæg” men del af arkitekturens udtryk, og vi har - blandt andet ved hjælp af store sydvendte vinduesfacader, der skaber  flydende grænser mellem livet ude og inde – trukket naturen helt ind i husets centrale atrium, der som husets lunger tænkes udstyret med store træer og grønne planter, konstaterer Lars Køhler.

Nytænkning dybt i detaljen

Arkitekten fra bjerg arkitektur, der som førende pioner gennem de sidste ti år har stået i spidsen for at udvikle og udbrede passivhuset i Danmark, slår i øvrigt fast, at det ikke længere er dyrere at opføre et passivhus end traditionelt byggeri i lavenergiklasse 1 og 2.

- Ved byggeri af et passivhus starter byggeprocessen allerede ved valg af grund og placering af huset i forhold til natur og verdenshjørner samt dybgående analyse af bygherrens ønsker og behov i husets levetid. Derfor bruger vi mere tid på at udvikle design, programmering og planlægning af et passivhusbyggeri end ved et traditionelt byggeri.

- Men det omhyggelige arbejde forud for byggestart sikrer en optimeret byggerytme, og kombineret med nødvendig detaljeret nytænkning af blandt andet tekniske installationer og håndværkervenlige løsninger udført af velkendte materialer, går det ofte hurtigere at opføre et passivhus end et traditionelt byggeri, så meromkostninger i den tidlige fase tjener sig ind undervejs i byggeriet.

Overlegen økonomi og sparet CO2-udledning

- Men derudover står det fast, at forsyningssikkerheden er tæt på total, at omkostningerne til varme går i nul trods stigende energipriser, og at vi sparer udledning af forurenende CO2, samtidig med at vedligehold af et passivhus er minimale og at de anvendte materialer i vidt omfang kan genbruges eller vende tilbage til naturen.

- På den baggrund er der ikke tvivl om, at totaløkonomien i et endog sundere, lysere og mere holdbart passivhus altid – både på den korte og lange bane - langt overgår totaløkonomien i et traditionelt hus, slutter Lars Køhler fra bjerg arkitektur.

Rammetekst:
Elverhuset - en af landets hidtil største børneinstitutioner i certificertet passivhusstandard - er udviklet og tegnet til Tåstrup Kommune af bjerg arkitektur a/s og opført i totalentreprise af Anker Hansen A/S med Alectia A/S som ingeniør. Institutionen, der kan opvarmes med fire stearinlys, er udformet som en sænket to etagers kvadrant, har kostet ca. 15 millioner kroner og får plads til 40 vuggestuebørn og 68 børnehavebørn fordelt over 1000 kvadratmeter. 

Kontakter


Lars Køhler

Partner og afdelingsarkitekt MAA
Bjerg Arkitektur A/S
larsk************** Vis...
29 45****** Vis...

Emner


Byggeri


Landets hidtil største passivhusinstitution klar i Høje Tåstrup
Passivhusinstitutionen Elverhuset, udviklet og tegnet af bjergs arkitektur a/s som en to-etagers sænket kvadrant, der året rundt kan opvarmes med fire stearinlys, har kostet ca. femten millioner kroner og får plads til 40 vuggestuebørn samt 68 børnehavebørn fordelt over 1000 kvadratmeter.
Hent | 1,97 MB | 1461 x 2563 | .jpg

Zip og hent alle filer