PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/imerco-elev-fik-en-god-id%C3%A9-med-velg%C3%B8rende-form%C3%A5l-13301

Imerco-elev fik en god idé med velgørende formål

Pressemeddelelse marts 27, 2012 Humanitær

Et krus med motiv af eget design, hvor overskuddet går til arbejdet mod kræft blandt børn og unge. Den idé fik Imerco-elev Cecilie Nørgård til sin afsluttende fagprøve – og idéen var så god, at kruset nu er sat i produktion af aida og kan købes i Imerco-butikker over hele landet i ugen efter påske.

Elevkrus

– Motivet symboliserer, at man har en at støtte sig op af i medgang og modgang. Jeg synes, motivets budskab passer godt til det formål, som overskuddet fra salget skal gå til – nemlig arbejdet for børn og unge med kræft, fortæller Cecilie Nørgård.

Krus af eget design
Cecilie Nørgård er elev i Imerco Silkeborg og skal afslutte sin elevuddannelse i Imerco med fagprøven i april. Idéen med at sælge krus til den afsluttende fagprøve fik hun sammen med sin daværende chef i butikken i Silkeborg.
– Min chef havde set nogle af mine tegninger og sammen fik vi idéen til, at jeg selv skulle designe nogle krus, hvor overskuddet  skulle gå til et godt formål. Jeg designede flere motiver og så kontaktede jeg sammen med Imerco aida og spurgte, om de ville producere krusene. Da de havde set mit design med de to personer, vendte de tilbage med beskeden om, at det ville de gerne. Det var bare så fedt!, siger en glad Cecilie Nørgård.

Derpå blev Kræftens Bekæmpelse kontaktet, da det er vigtigt for Cecilie Nørgård og Imerco at overskuddet fra krusene går til en god sag. Hos Kræftens Bekæmpelse ville man naturligvis også gerne gå ind i samarbejdet.

Ekstra støtte til børn og unge
Cecilie Nørgård er ikke i tvivl om, hvorfor Kræftens Bekæmpelse og specielt gruppen børn og unge, skal have overskuddet fra salget af hendes krus.
– Børn og unge har brug for ekstra støtte og omsorg, når de rammes af kræft, og de har fortjent det bedste i den svære tid. Jeg synes det er et område, der mangler fokus på, og det er vigtigt, at der bliver forsket, rådgivet og ydet ekstra støtte til denne gruppe. Derfor håber jeg, at mange kunder vil støtte sagen og købe et krus, så vi kan give et stort beløb til Kræftens Bekæmpelse, siger Cecilie Nørgård.
Hendes fagprøve afholdes i uge 15, hvor Cecilie afholder en konkurrence og andre aktiviteter i Imerco Silkeborg, for at sælge så mange krus som muligt.

Kruset findes i to designs, med gråt eller sort motiv og koster 59,95 kr. hvoraf de 20 kr. går ubeskåret til arbejdet for børn og unge hos Kræftens Bekæmpelse. Krusene kan købes i Imerco-butikker landet over i uge 15.


For yderligere information, kontakt produktchef Lise Skjold Jensen eller marketingchef Morten Kåre Petersen hos Imerco på tlf. 43 20 10 00.

Kontakter


Emner


Humanitær