PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ikast-brande-f%C3%A5r-endnu-et-hold-med-til-vm-5115

Ikast-Brande får endnu et hold med til VM

Pressemeddelelse marts 28, 2008 Sport

Efter Congos udeblivelse til VM i Skolehåndbold har organisationskomiteen givet pladsen til drengene fra Idrætsskolerne i Ikast.

De nåede semifinalerne til kvalifikationsstævnet til VM, men måtte se VM-billetten gå til Idrætsskolerne i Oure. Men her kun to dage, før det går løs, er VM-drømmene blevet tændt igen. Fredag den 28. marts skulle Congo ankomme til mesterskabet, men de udeblev pga. manglende visum, og det har nu givet plads til Ikast-holdet.

- Drengene fra Idrætsskolerne i Ikast gjorde det rigtig godt til VM-kvalifikationsstævnet, hvor de stort set spillede lige op med vinderne fra Oure. Derfor besluttede vi at give dem pladsen, siger Tom Christensen, formand for Teknisk Komité i Det Internationale Skoleidrætsforbund, ISF.

Nyheden om VM-deltagelsen blev modtaget med jubel på Idrætsskolerne i Ikast.

- De blev helt vilde. Hoppede op, råbte og skreg. Det er helt fantastisk, og de er helt oppe at køre nu. Vi glæder os helt vildt, siger Rene Petersen, træner for drengene på Idrætsskolerne i Ikast.

Ikast-Brande Kommune har således både et drenge- og et pigehold med til VM nu. Egentlig skulle drengene havde hjulpet pigerne som massører og med at filme modstandere til brug på taktikmøderne gennem VM-ugen. Men det må pigerne selv klare nu. Rene Petersen tror nu ikke, at det bliver noget problem, for opbakningen fra såvel forældre som andre unge i kommunen har været helt enorm i forbindelse med VM-deltagelsen.

- Men nu har vi selv travlt med at skaffe trøjer og sponsorer. Og så skal vi have lavet aftaler med vores spilleres klubber, for de skulle spille en masse klubkampe her i VM-ugen. Og det starter jo om to dage. Men vi skal nok blive klar, og vi glæder os, lyder det for træner Rene Petersen.

Drengene fra Ikast skal spille i Brande Hallerne, hvor Congos kampe ellers lå. Den første kamp er på søndag kl. 11:40. I Dansk Skoleidræt glæder man sig over ISF’s beslutning om at lade Ikast-drengene spille.

- Vi er selvfølgelig glade for at kunne give flere danske skoleelever denne store oplevelse, som VM er. Og samtidig er det godt for turneringen, at der ikke mangler et hold, så andre hold får færre kampe end planlagt, siger Steen Hjorth, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.

Yderligere information:
Træner, Idrætsskolerne i Ikast, drenge: Rene Petersen, tlf. 22343300.
Kommunikationskonsulent, Dansk Skoleidræt, Maja Løvstrup, tlf. 29930323
Generalsekretær, Dansk Skoleidræt, Steen Hjorth, tlf. 21430726
Læs mere om VM på www.isf-handball.com. Her kan du også finde en liste over drengenes kampe under Tournament -> Match Schedule.

Emner


Sport