PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ibm-bringer-hjertet-p%C3%A5-banen-1604

IBM bringer ”Hjertet på banen”

Pressemeddelelse august 23, 2005 Helse

IBM Danmark donerer sit sponsorat af FCK’s håndboldhold til Hjerteforeningen og lader spillerne bringe hjertesagen på banen.

Kronprinsessen og fck spillere i hjertetroejer
Ved et arrangement i PARKEN i dag modtog H.K.H. Kronprinsesse Mary i sin egenskab af protektor for Hjerteforeningen sponsoratet af FCK Håndbold. Det er indtil nu selskabet R5, som IBM købte i 2004, der har sponseret FCKs håndboldhold, men IBM har valgt at donere sponsoratet til Hjerteforeningen for på denne måde at støtte foreningens arbejde for bedre helbred og livskvalitet blandt danskerne. Det betyder at spillertrøjerne fremover vil bære Hjerteforeningens røde logo og sloganet ”Hjertet på banen”.

- Hjertesagen er dybt afhængig af, at ansvarsbevidste virksomheder ser det som en del af deres opgave at støtte en organisation, som med private midler løfter en vigtig samfundsmæssig opgave. IBM Danmark har ved at give sit sponsorat til Hjerteforeningen vist en frisk og ny måde at støtte den gode sag på, og det er jeg som Hjerteforeningens protektor meget glad for, sagde Hendes Kongelige Højhed, Kronprinsesse Mary, ved overrækkelsen.

Ved mødet takkede også direktør for Hjerteforeningen, Susanne Volqvartz for gaven:  

- Sponsoratet giver Hjerteforeningen mulighed for endnu bedre at udbrede vores budskaber om en sund levevis som den bedste vej til forebyggelse af hjertekarsygdomme. Håndbolden er en god platform for Hjerteforeningen, både fordi det er folkelig sport, der er populær blandt motionister, og fordi dansk håndbolds mange succeser sikrer en stor opmærksomhed. Derfor vil vi gerne takke IBM Danmark for gaven.

- FCK Håndbold er stolt over at bære Hjertesagen på spilletrøjen i den kommende sæson. Folkesundheden er et vigtigt emne, og vi er glade for, at vi kan være med til at skabe opmærksomhed omkring blandt andet danskernes spise- og motionsvaner, siger Flemming Østergaard, bestyrelsesformand i FCK Håndbold.

Hos IBM Danmark ønsker man at indgå et samarbejde med Hjerteforeningen på flere områder. Bl.a. er planen, at Hjerteforeningens diætister skal rådgive om kostsammensætningen i IBMs kantiner.

- IBM har valgt at donere dette sponsorat til netop Hjerteforeningen, fordi foreningens enestående arbejde for mere motion, bedre kost og rygestop støtter den brede samfundsmæssige indsats for at give danskerne et bedre og længere liv. Hjerteforeningens målsætninger er desuden i harmoni med de interne sundhedsprogrammer, som IBM Danmark tilbyder vores 7.400 medarbejdere. Hos os selv vil vi bruge anledningen til at styrke sundshedsindsatsen blandt vores egne ansatte, siger Lars Mikkelgaard-Jensen, adm. Direktør for IBM Danmark.

Donationen er led i IBM Danmarks samlede program indenfor Corporate Social Responsibility, hvor IBM bl.a. donerer børnecomputere til børnehaveklasser og børneafdelinger på hospitaler, har givet satelit udstyr og -telefoner til Røde Kors og deltager aktivt i en række aktiviteter inden for uddannelsessektoren. På frivillig basis besøger danske, kvindelige IBM-ansatte folkeskoler og gymnasier for gennem workshops at oplyse pigerne om IT-branchens muligheder. Desuden har IBM en politik om at støtte medarbejderes frivillige arbejde ved f.eks. at stille computerudstyr og faciliteter til rådighed.

For yderligere information kontakt Hjerteforeningen eller:

Rikke Ploug Niemann, Pressechef for IBM Danmark A/S
Mobil 2880 8040, e-mail: [email protected]

Dan Hammer, Commercial Director
PARKEN Sport & Entertainment A/S
2390 8045


Billedtekst:
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary takkede IBM Danmark for sponsoratet for FCKs håndboldhold. Her sammen med Hjerteforeningens formand professor dr. med Torsten Toftegaard Nielsen (tv) Flemming Østergaard, bestyrelsesformand i FCK og direktør i Hjerteforeningen, Susanne Volqvartz


Om Hjerteforeningen

Hjerteforeningen arbejder for, at ingen skal lide af hjertekarsygdomme, som kan forebygges og for at sikre den bedst mulige behandling og livskvalitet til de, der er blevet syge.
Med ca. 85.000 medlemmer er Hjerteforeningen siden 1962 vokset til én af Danmarks største sygdomsbekæmpende organisationer. Vi arbejder for privat indsamlede midler, og vores indsats er afhængig af støtte og opbakning fra virksomheder, fonde og fra mange private, som vælger at melde sig ind eller give foreningen en gave.

Hjerteforeningen støtter forskning i hjerte- og kredsløbssygdomme.
Oplysning og praktisk støtte og vejledning til patienter og deres pårørende er blandt foreningens vigtigste opgaver.

Om IBM
IBM er verdens største it-virksomhed, som i mere end 80 år har hjulpet sine kunder med innovation. IBM trækker på ressourcer på tværs af IBM og IBM's Business Partnere og tilbyder en lang række services, løsninger og teknologier, som sætter store og små kunder i stand til at udnytte den nye e-business-æra til deres fulde fordel.
For mere information om IBM, besøg www.ibm.com

Kontakter


Emner


Helse