PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/hygiejneugen-dag-4-rene-h%C3%A6nder-redder-liv-7881

Hygiejneugen dag 4 - Rene hænder redder liv

Pressemeddelelse september 16, 2009 Samfund

Plejesektoren yder en fantastisk indsats for borgernes velfærd og sundhed. Men flere rene hænder kan stadig redde flere liv. Mere oplysning, mere uddannelse – og færre løftede pegefingre, mener Rådet for Bedre Hygiejne.

PFBH net Logo

Danskere med behov for hjælp fra andre er naturligvis en udsat gruppe. Uanset om det er ulykker, sygdom eller blot alderen, der fører danskerne til landets plejesektor, så har kroppen brug for al den hjælp den kan få – især ved ikke at få nye sygdomme. Og her er der stadig behov for mere fokus på håndhygiejne, hvad enten vi ser på hospitaler, plejehjem til i hjemmeplejen.

”For den almindelige dansker er det kun lidt ubehageligt at blive smittet med fx roskildesyge eller resistente bakterier – for en svækket person kan det desværre gøre hele forskellen på liv eller død” påpeger Susanne Knøchel, Formand for Rådet for Bedre Hygiejne og professor på Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet. ”Heldigvis arbejder man i forvejen utrolig hårdt på bedre håndhygiejnen i plejesektoren, men der er fortsat brug for mere fokus både hos personale, hos pårørende – og af og til også patienten selv.”

I Rådet for Bedre Hygiejne har man fx undret sig over prioriteringen i, at man skal have et obligatorisk kursus for at sælge pølser, men faktisk kan arbejde med pleje af syge og ældre uden en eneste kursusdag.

”Selvfølgelig må man altid skele til ressourcer, men desværre mangler vi nogle gange også at se på omkostningerne ved ikke at gøre mere,” siger Susanne Knøchel, der fx peger på, at Videnskabsministeriet har anslået prisen for mangelfuld hygiejne i sundhedssektoren til 1 mia. om året – uden at dette har ført til flere midler til området. ”Vi bliver nødt til at erkende, at der skal besluttes, handles og kommunikeres noget – problemerne går ikke væk af sig selv.”  En nylig undersøgelse blandt københavnske plejehjem viste fx at 26 procent ikke fulgte reglerne for god håndhygiejne – et tal, som Susanne Knøchel vurderer er typisk for resten af landet.

Rene hænder plejer bedre
Rådet for Bedre Hygiejne arrangerer derfor fra d. 14.-18. september Hygiejneugen, hvor man med temaet om håndhygiejnen gerne vil hjælpe danskerne til bedre sundhed.

Plejesektorens håndhygiejne er således i fokus torsdag d. 17. september, hvor bl.a. Nyborg Kommune, Odense Universitetshospital, Sosu-skolen i Greve og Frederikssund Kommune lægger særlig vægt på håndhygiejnen.

I Frederikssund Kommune tager man fx på rundtur med sundhedsbussen til samtlige plejecentre for at slå et slag for bedre håndhygiejne i ældreplejen. ”Det er jo et meget simpelt budskab, men det har en så enorm betydning, at det næsten ikke kan siges for tit,” siger Claus Malta Nielsen, kommunallæge i Frederikssund Kommune og medlem af Rådet for Bedre Hygiejne.

Til brug for yderligere dialog og opmærksomhed i dagligdagen har Rådet for Bedre Hygiejne udarbejdet en række kampagneelementer, som man kan bestille via Rådets hjemmeside eller på blanket. Kampagnens materiale er udarbejdet med fokus på en venlig påmindelse om et simpelt budskab, som alle kan være med til: ”Giv en hånd til hygiejnen”.

--------------------------
Mere information
For udtalelser om Hygiejneugen eller Rådet for Bedre Hygiejne, kontakt venligst Susanne Knøchel på 3533 3258.

For mere praktiske spørgsmål ang. Hygiejneugen, aktiviteter, event, deltagere og cases, kontakt venligst projektleder Lars Münter på 6126 2621 – eller besøg www.bedrehygiejne.dk

For mere information om aktiviteterne i Frederikssund Kommune, kontakt Claus Malta Nielsen på 2035 3503.

Vedhæftet er faktaark med eksempler på betydningen af bedre håndhygiejne.

Kontakter


Lars Münter

Sekretariatschef
Rådet for Bedre Hygiejne
munte************ Vis...
+4561****** Vis...

Emner


Samfund