PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/hvilebusser-%C3%B8ger-sikkerheden-1557

Hvilebusser øger sikkerheden

Pressemeddelelse august 5, 2005 Livsstil

Danmarks ældste, privatejede rejsebureau er på forkant med en eventuel ny lovgivning mod sovebusser

2006 norsk rejsebureau
I den kommende sæson bliver det endnu sikrere at rejse med Norsk Rejsebureau på ferie i Norge. For at imødekomme en stigende utryghed for sovebusser hos feriegæster har Norsk Rejsebureau erstattet sine sovebusser med hvilebusser.
I hvilebusserne er antallet af sæder reduceret fra 44 til 36, så der er hele 95 centimeter mellem stolene. De har sæder, som kan lænes 45 grader tilbage, så passageren på en behagelig måde at ligge lettere oprejst og sove og samtidig være spændt fast.
- Vi har udskiftet sovebusserne både for at øge sikkerheden og trygheden for vores kunder, men også for at være på forkant med en eventuel ny lovgivning på området. Hvis der kommer et direkte forbud mod sovebusser, kommer det ikke til at gå ud over vores kunder. De kan trygt bestille deres ferie nu, siger direktør Berit Hjorth Rasmussen.
Norsk Rejsebureau har fragtet feriegæster til Norge i 95 år og har netop sendt sit katalog for den 96. sæson på gaden. Bureauet tilbyder kvalitetsrejser til en lang række destinationer i Norge med bus, skib eller fly og i egen bil.

Uanset hvordan man som feriegæst ankommer til Norge er det fælles for alle, at rygerne har fået vanskelige kår. Norge har indført en ny rygelov, der betyder, at det er forbudt at ryge på de fleste offentlige steder, således også i hotellers restauranter og barer, og også i mange hytter og på en del hotelværelser.
- Det bliver stadigt vanskeligere at være ryger i Norge. Og vi frygtede den første sæson med de skrappe rygeregler, men det viste sig at gå over al forventning, fortæller Berit Hjort Rasmussen.
Nøglen til succes ligger ifølge direktøren i grundig information og forberedelse.
- Det er vigtigt for os at informere vore kunder om de nye regler, så rygerne kan forberede sig. For eksempel ved at medbringe tøj og sko, der kan klare en tur ud i det fri for at få sig en cigaret efter middagen, siger Berit Hjort Rasmussen.

Man kan dog stadig bestille hotelværelser og hytter for rygere, ligesom ikke-rygerne kan bestille ferie i et helt røgfrit miljø. Norsk Rejsebureau sætter en ære i at hjælpe gæsterne med at træffe de rigtige valg. Derfor går bureauet mod strømmen i en udpræget IT-tid, hvor folk i stadigt højere grad bliver overladt til selvvalg. Hos Norsk Rejsebureau er det muligt at se udvalget af rejser på internettet, men man kan ikke bestille sin rejse elektronisk.
- For os er det af yderste vigtighed at give gæsterne en professionel betjening. Det gør vi efter vores opfattelse kun ved at tale med dem, så vi er sikker på, de får nøjagtig den rejse, de ønsker. Det sikrer også, at gæsterne får svar på alle de spørgsmål, de måtte have. Det kan virkelig være en jungle at få korrekte svar, hvis man selv skal klikke sig frem på nettet, mener Berit Hjort Rasmussen.

Yderligere oplysninger hos Berit Hjort Rasmussen på tlf.: 33124565, hvor også Norsk Rejsebureaus nye katalog kan rekvireres.
Adresse: Frederiksberggade 10
1459 København K

Kontakter


Emner


Livsstil