Husejere er vilde med at isolere
Pressemeddelelse december 6, 2011 ErhvervFlere og flere husejere vælger at efterisolere deres hus. I 2011 har man hos byggeportalen 3byggetilbud.dk oplevet en markant vækst i antallet af isoleringsopgaver. Især nyere isoleringsmaterialer er efterspurgte.
I 2011 har danskerne for alvor fået øjnene op for at efterisolere deres bolig. Det fremgår af nye tal fra byggeportalen 3byggetilbud.dk, der formidler bygge- og håndværkeropgaver i Danmark. Siden 1. januar i år har firmaet modtaget omkring 1300 isoleringsopgaver fra hele landet, og det er en markant vækst i forhold til 2010.
”Sammenlignet med de isoleringsopgaver vi modtog i 2010, har vi i 2011 haft en vækst på omkring 30 procent på disse typer håndværkeropgaver. Det er en betydelig fremgang, og tallene viser, at danskerne for alvor er blevet bevidste om, at det at efterisolere deres hjem er vejen at gå, hvis man ønsker at sænke sin varmeregning,” siger kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk Michael Müller.
Nye populære isoleringsmaterialer
Siden klimatopmødet 2009 i København er antallet af energirenoveringer og isoleringsopgaver vokset hos 3byggetilbud.dk, og især efter at Boligjobordningen trådte i kraft i sommer, er danskerne blevet vilde med at efterisolere, da ordningen giver et håndværkerfradrag.
Ifølge Michael Müller har mange stået over for at skulle efterisolere deres bolig, og så har tilskudsordningen været en anledning til at komme i gang. Og de mange nye isoleringsopgaver er anderledes i forhold til tidligere.
”For tre år siden efterspurgte boligejerne rockwool og glasuld, men nu har man fået øje på de nyere isoleringsmaterialer såsom papirisolering. Og så har mange af vores bygherrer først fået gennemført en termografering af deres hus, hvorefter de er gået i gang med at efterisolere, så folk er grundige,” siger Michael Müller.
100 procent vækst i opgaver
Hos Hotpaper ApS, der er isolatør hos 3byggetilbud.dk, har man gennem de seneste år oplevet en markant vækst i antallet af isoleringsopgaver. Det fortæller direktør Claus Mikkelsen.
”I 2011 har vi oplevet en fremgang i isoleringsopgaverne på 100 procent sammenlignet med 2010. Efterspørgslen er stor, og vi kan virkelig mærke, at danskerne har taget de miljøvenlige materialer til sig. Samtidig er folk klar over, at det er en god idé at efterisolere, blandt andet fordi energipriserne stiger.”
Hotpaper ApS har i 2011 udført ca. 300 isoleringsopgaver, hvoraf hovedparten er hulmursisolering og loftisolering.
3byggetilbud.dk formidler mere end 350 bygge- og håndværkeropgaver om ugen.
3byggetilbud.dk er drevet af AB Gruppen A/S, der driver nogle af Danmarks største boligsider, herunder Andelsportal.dk, Ejerportal.dk og Energihjem.dk. 3byggetilbud.dk er landets største formidler af håndværksopgaver til hele Danmark.
Emner
Erhverv