PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/huse-rives-v%C3%A6k-3481

Huse rives væk

Pressemeddelelse december 4, 2006 Humanitær

Danskerne er vilde med at købe små lerhuse i Afrika og forære dem til flygtninge i Burundi. Nødhjælpsorganisationen ADRA har via EDC-mægleren Poul Erik Bech fundet givere af de første 500 huse og er nu i samråd med deres afrikanske partnere parat til at tilbyde danskerne yderligere 500 huse. Der er mange tusinder af flygtninge, som gerne vil hjem til Burundi og løftet om et hus fra en dansk familie, gør det pludseligt muligt.

Frank mamupelenge 2
- Når danskerne besøger en Poul Erik Bech EDC butik eller blot studerer tilbuddene i mæglerens vindue og avisannoncerne, bliver de berørt af informationerne om flygtningenes håbløse forhold. Selv overvejer de at bruge meget store beløb på en ny bolig, og så opdager folk, at de for få penge kan løse et langt større problem for andre. Husene i Burundi er hverken flotte eller prangende, men en bolig vil løse et livsproblem for en fattig familie, fortæller Lehnart Falk, generalsekretær for ADRA.

Mennesker, som donerer et hus til en trængende familie i Burundi, får et skøde på huset. Når den afrikanske familie er flyttet ind, modtager danskerne et foto af familien foran det hus, som de har finansieret. Flygtningene har selv fremstillet mursten af ler og bygget huset med hjælp fra lokale sagkyndige. Tagdækning og andre materialer modtager de fra projektet - ligesom ADRA hjælper med fredeligt at løse konflikter omkring ejerskab af jord. Afrikanerne får også redskaber, såsæd og træer til en frisk start.

Dansk nødhjælp

Salget af afrikanske huse til danskerne er en innovativ ide opstået i forbindelse med meget omfattende projekter for genbosættelse af flygtninge i flere afrikanske lande. ADRA er en veletableret nødhjælpsorganisation med bevillinger på ca. 30 millioner kroner om året alene til humanitært arbejde. Gennem det private initiativ sammen med EDC-mæglerne Poul Erik Bech og med støtte fra Danida har ADRA således alene for 2006 over 3.000 huse i produktion.

”Vi ville aldrig have kunnet bygge et nyt hus som dette på egen hånd, tænk, nu vil vi ikke længere blive vækket om natten, fordi taget er utæt.” siger 50 årige Wilson fra Burundi, og fortsætter: ”Det bedste ved det nye hus er, at vi nu kan huse andre, der har brug for det. På den måde kan vi betale lidt tilbage af den hjælp vi fik fra andre, mens vi var flygtninge.”

Det er opløftende så mange, der kontakter os dagligt. Det er alt fra firmaer og velhavende mennesker til børnefamilier og pensionister ... sågar en hjemløs dansker, siger Lehnart Falk.

ADRA Danmark har gennem næsten de seneste 20 år været aktiv indenfor nødhjælp og udviklingsbistand - hovedsagelig i Afrika. Den internationale sammenslutning af ADRA'er har kontorer i 110 lande og 5.600 hovedsagelig lokale ansatte ude i verden. Den danske organisation får det meste af sin støtte fra Danida og ECHO, EUs afdeling for humanitær hjælp. Hjælpen gives til trængende uanset deres race, etnisk gruppe, religion, køn, alder, nationalitet eller politiske standpunkt.

Billedtekst: Glad familie foran deres nye ADRA-hus i Congo.

Kontakter


Emner


Humanitær