PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/hjertepatienter-m%C3%A5-undv%C3%A6re-livsvigtig-behandling-3565

Hjertepatienter må undvære livsvigtig behandling

Pressemeddelelse januar 10, 2007 Helse

Under halvdelen af de nye kommuner har et målrettet tilbud til hjertekarpatienter fra 1. januar, viser en rundspørge fra Hjerteforeningen

Tusindvis af danske hjertekarpatienter risikerer at gå glip af den livsnødvendige rehabilitering, som kommunen eller regionen skal give dem adgang til. Internationale undersøgelser viser, at rehabilitering reducerer dødeligheden med 30 procent, men kun 44 kommuner sikrer borgerne et rehabiliteringsforløb herunder rygestop, motion og bevægelse enten i kommunen eller på sygehuset. Det fremgår af svarene fra 83 kommuner, som har deltaget i Hjerteforeningens rundspørge, der kortlægger hjertekarpatienternes mulighed for rehabilitering.

Det bekymrer Hjerteforeningens direktør Susanne Volqvartz, at kun halvdelen af landets kommuner har styr på tilbud om rehabilitering af hjertekarsyge.

- Det er synd, at kommunerne ikke er nået længere med at sikre konkrete rehabiliteringsplaner for hjertekarpatienter. Vi risikerer at miste en stor gruppe hjertepatienter, hvis de ikke får et tilbud om efterbehandling i overgangsperioden, indtil kommunerne og regionerne kan leve op til deres nye fælles rehabiliteringsforpligtelse, siger Susanne Volqvartz.

Hun betegner området som en gråzone og efterlyser en afklaring af opgavefordelingen.

Kun tre ud af 98 kommuner har ved årsskiftet indgået såkaldte sundhedsaftaler på hjertekarområdet med deres region om, hvem der tager initiativ til rehabilitering, når hjertekarpatienter udskrives efter behandling på hospital.

Ingrid Willaing, udviklingsleder i Hjerteforeningen, siger:

- Internationale og danske undersøgelser viser, at hjerterehabilitering giver store menneskelige og sundhedsøkonomiske gevinster. Patienterne oplever et bedre liv efter sygdommen. De har en nedsat risiko for at bliver syge igen, færre genindlæggelser og færre sygedage, siger Ingrid Willaing.

Mange kommuner er usikre på, hvilken efterbehandling de skal tilbyde.
24 kommuner er endnu ikke sikre på, om de vil tilbyde psykosocial støtte i et rehabiliteringstilbud til hjertepatienter, og 23 kommuner kan ikke svare på, om de vil tilbyde vejledning i hjertesund kost til hjertekarpatienter.
Hjerteforeningen har kontakt med en række kommuner for at samarbejde om rådgivning og vejledning af hjertekarpatienter.

Se hver enkelt kommunes indsats for hjertekarpatienterne på www.hjerteforeningen.dk

Om rundspørgen:
83 ud af 98 kommuner har deltaget i rundspørgen, som Hjerteforeningen har gennemført i samarbejde med Dicar Center for Analytisk Journalistisk. Det giver en svarprocent på 85. Formålet med rundspørgen er at indsamle viden om kommunernes arbejde med forebyggelse og rehabilitering af hjertekarsygdomme. Rundspørgen blev gennemført i perioden fra 13. november til 8. december 2006. Deltagerne er sundhedsansvarlige embedsfolk i kommunerne.

Kontakter


Emner


Helse