PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/hjerteforeningen-tager-kampen-op-mod-b%C3%B8rnefedme-3312

Hjerteforeningen tager kampen op mod børnefedme

Pressemeddelelse oktober 30, 2006 Helse

Et nyt teaterstykke præsenterer sundhedsbudskaber i børnehøjde. Stykket "Rumlerikkerne på eventyr" kommer nu til Langeland

Rumlerik presse
Mange børn bliver overvægtige og inaktive af for meget slik, sodavand og fjernsyn. Derfor har Hjerteforeningens lokalkomité på Langeland inviteret børnehavebørn til teater den 6. november for at se teaterstykket "Rumlerikkerne på eventyr", som er en ny forestilling for børn i alderen 4-7 år.

- Forestillingen lærer børnene gennem leg og sang, at det er bedre at spise æbler end skumfiduser, det synes vi i lokalkomiteen er et godt initiativ. Børnene skal helst lære de sunde vaner tidligt, siger Inger Lund Hansen, formand for Hjerteforeningen lokalkomité på Langeland.

Med drama, musik og dans viser skuespillerne Thomas Milton og Michael Sand, at det sunde er sjovt, og at hygge ikke kun drejer sig om slik og sodavand. Skuespillerne fører børnene ind i Rumlerikkernes fantastiske univers af fristelser, farer og sundhed og møder skurkagtige personer som fx Slikbøvsen, Hold kæft-bolsjet og Den sure Sok.  

- Vi står over for en uhyggelig udvikling, hvor alt for mange børn bliver overvægtige af for meget slik og for lidt bevægelse. Fx spiser mere end 80 procent af børn og unge for meget fedt og sukker, siger Hjerteforeningens sundhedschef, Lars Ovesen.

Samtidig lancerer Hjerteforeningen en ny webbutik, hvor alle kan købe Rumlerikkernes materialer. Det er seks bøger i serien ”Det er sjovt at være sund” til hele familien med inspiration til sund mad og motion, børnebøger om figurerne på planeten Rumkuglen og de øvrige Rumlerik produkter: t-shirt, bamser, musik cd, forklæde og penalhus. Materialerne kan købes på www.rumlerikkerne.dk

"Rumlerikkerne på eventyr" turnerer til biblioteker, kulturhuse og i børnehaver i efteråret 2006. Der er også planlagt forestillinger til foråret 2007. Forestillingen varer 40-45 minutter

Hjerteforeningen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og TrygFonden står bag forestillingen.

Stykket spiller den 6. november kl. 10.00 på Langelands Efterskole, teatersalen, Nørrebro 190, Rudkøbing. Alle billetter til forestillingen er udleverede.

Formand Inger Lund Hansen kan fortælle mere om stykket på mail: [email protected], tlf.: 29 24 92 58.

Læs mere om Rumlerikkerne og børns overvægt på www.rumlerikkerne.dk og www.hjerteforeningen.dk.

Fakta:
Næsten hvert femte barn er overvægtig.

Næsten 80 % af børn og unge spiser for lidt frugt og grønt.

Kun hver anden af de 15-årige lever op til Sundhedsstyrelsen anbefalinger om at være fysisk aktive i mere end 60 minutter om dagen.

Nye undersøgelser viser, at 70 % af dem, der er overvægtige som unge, også bliver det som voksne.

Overvægtige børn har øget risiko for at udvikle åreforkalkning med fare for, at det kan føre til hjertekarsygdom og tidlig død.

Fotograf: Hjerteforeningen/Henrik Freek Christensen

Billedtekst: Skuespillerne Thomas Milton og Michael Sand klædt ud som Rumlerikker spiller teater for børn om den sunde livsstil.

Kontakter


Emner


Helse