PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/hjerteforeningen-afvikling-af-ventelister-i-udbud-4682

Hjerteforeningen: Afvikling af ventelister i udbud

Pressemeddelelse december 14, 2007 Helse

Offentlige og private sygehuse skal nedbringe ventetider for hjertekarpatienter, mener Hjerteforeningen

På et møde i Folketingets Sundhedsudvalg i onsdags fremlagde Hjerteforeningen en plan for at afvikle puklen af patienter på hjertekarområdet. I følge Hjerteforeningen skal både private og offentlige sygehuse hurtigst muligt give deres bud på, hvordan den store pukkel af ventende hjertepatienter skal afvikles. På den baggrund skal regionerne beslutte, hvilke modeller der er bedst for de enkelte sygehuse. Hjerteforeningen skønner, at det vil koste ca. 1/2 mia. kr. at afvikle puklen med en tidsramme på et halvt år.


- Vi bliver nødt til at handle nu, fordi hjertekarsyge sandsynligvis dør på ventelisterne, siger overlæge på Hjertecentret på Rigshospitalet og næstformand i Hjerteforeningen, Peter Clemmensen og fortsætter:

- Det er ikke kun mennesker med en potentiel blodprop i hjertet, men også mennesker med livstruende kredsløbssygdomme som blodpropper i hjernen og blodpropper i hovedpulsåren, der er på venteliste. Politikerne bliver nødt til at inddrage ventelisterne på hjertekarområdet i de kommende finanslovsforhandlinger. Jeg fornemmede på medlemmerne af Sundhedsudvalget, at de har forstået problemets alvor, og at der er politisk vilje til at afsætte de nødvendige midler til hurtigt at afvikle ventelisterne.   


Med ventelister på op til et halvt år for både forundersøgelse og operation til hjertepatienter, er der slået alarm fra især Hjerteforeningens side. Det har blandt andet fået regeringen til at skrive hjerteområdet ind i regeringsgrundlaget og lave en såkaldt hjertepakke.


Hjertepakken omfatter garanti for behandling samt tilbud om en personlig pakke, der sikrer patienterne information om, hvornår de skal igennem hvilke forløb. Det løser imidlertid ikke det akutte problem med de lange ventelister for fx at blive diagnosticeret for en hjertekarsygdom, understreger Hjerteforeningens næstformand.


Kontakter


Emner


Helse