Hjælp til fremtidsvalg
Pressemeddelelse januar 29, 2015 Fremtid Pres Fremtidsvalg Uddannelse Studievalg Uddannelsesmesse Unge OplægDet er hårdt at være ung. Man skal have de rigtige karakterer, der leder til det rigtige uddannelsesvalg, der igen fører til den rigtige fremtid. Og det hele skal helst opnås på rekordtid. Flere rapporter peger da også på, at unge i dag er mere stressede end nogensinde før. Men der er hjælp at hente for de fynske unge, når uddannelsesmessen Uddannelse Uden Grænser slår dørene op i Odense Congress Center d. 4. og 5. februar
På messen kan man møde de fleste videregående uddannelser i Danmark samt virksomheder, højskoler og andre tilbud. Sideløbende med messen afholder Studievalg Fyn sit Studie- og Karrieredagsarrangement, der byder på mange spændende uddannelsesoplæg i løbet af begge messedage.
Og netop muligheden for at høre generel information om et studie for derefter at tale mere indgående med de individuelle studiesteder fremhæves af arrangørerne:
”Vi ved alle sammen hvilket enormt pres, der ligger på de unge i dag. De får næsten dagligt ørerne tudet fulde af alle de vigtige beslutninger, de skal tage,” forklarer arrangør Kim Ingwersen. ”Vi kan hjælpe dem ved at gøre uddannelsesvalget en smule lettere og mere informeret. Fra tidligere år ved vi, at de unge synes, det er en stor hjælp at kunne kombinere messebesøget med oplægsprogrammet.”
For første gang har arrangørerne åbnet for tilmelding til oplæggene for andre end de fynske gymnasieelever. Der er gratis adgang, men man skal huske at tilmelde sig på Uddannelse Uden Grænsers hjemmeside uug.dk.
”Vi har valgt at åbne oplæggene for alle, fordi der i dag findes en stor gruppe unge, der aldrig er kommet i gang med noget efter deres ungdomsuddannelse. Dem har vi som samfund også brug for – og vi vil gerne hjælpe dem godt på vej. Samtidig vil vi gerne benytte lejligheden til at minde om, at der findes mere end en uddannelsesmulighed. Glipper det med drømmestudiet kan der være andre studier, der ligner det meget – eller man kan måske finde en plads et andet sted i landet,” fastslår Kim Ingwersen.
Generel information:
Uddannelse Uden Grænser (UUG) 2015 afholdes d. 4. og 5. februar i Odense Congress Center. Der er åbent begge dage mellem 8.30 – 16. Gratis adgang for alle.
Derudover afholdes UUG:
D. 14. og 15. januar i Scandinavian Congress Center i Aarhus
D. 19. og 20. januar i Bella Center
D. 22. og 23. januar i Aalborg Kongres & Kultur Center
D. 28. og 29. januar i Herning Kongres Center
Mød UUG på:
www.uug.dk
facebook.com/uug.dk
For yderligere information:
Kommunikationsansvarlig Christina Qvistgaard
56276444 eller 50550919
Emner
Fremtid Pres Fremtidsvalg Uddannelse Studievalg Uddannelsesmesse Unge Oplæg