PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/henne-strand-camping-udvikler-egen-%C3%B8l-bryg-sammen-med-sine-g%C3%A6ster-21721

Henne Strand Camping udvikler egen øl-bryg – sammen med sine gæster

Pressemeddelelse oktober 1, 2015 Efterårsferie Ferie Bryggeri Arrangement Oplevelser

”At smage på campinglivet” har bogstaveligtalt fået en helt ny betydning. Sådan er det i hvert fald hos Henne Strand Camping, tæt ved Esbjerg. Campingpladsen vil over de næste 6 måneder udvikle sin egen øl, og gæsterne vil få indflydelse på både ingredienser og navn.

”Atmosfæren, området og de besøgendes lyst til kulinariske oplevelser her hos Henne Strand, gav os mod til at gøre noget anderledes. Ideen til at udvikle vores egen bryg kom efter en længere snak med en af vores gæster”, fortæller indehaver Peder Schau Kristensen.

Den omtalte gæst var Mads Jensen fra Ikast Mikrobryggeri, og han havde pludselig sat nogle tanker i gang. Tina og Peder Kristensen, indehavere af Henne Strand Camping fortæller: ”Mads har været gæst på pladsen et par gange nu, og som tiden gik, blev vi mere og mere interesseret i at udvikle vores egen bryg sammen med ham”.

Tina Kristensen smiler og siger: ”Vi kiggede på hinanden og blev hurtigt enige om at det skulle være vores vinter-/forårsprojekt. Og skulle det gøres, skulle det gøres ordentlig – det er derfor naturligt for os at give vores dejlige gæster indflydelse på ingredienser og navn. Mange er kommet på pladsen i flere år, og vi kunne aldrig drømme om at undlade dem i sådan et spændende projekt. Det skal ikke blot være vores øl – det skal være hele pladsens øl”.

4 sanselige arrangementer

I den kommende efterårsferie skyder Henne Strand Camping projektet i gang med to spændende arrangementer. Både nye som gamle gæster er inviteret. Tirsdag d. 13. oktober kl. 16.00 kommer brygmester Mads Jensen og viser, hvordan han brygger en øl fra bunden. Undervejs fortæller han om de spændende stadier i processen, og de deltagende vil få fornøjelse af at smage de forskellige malt og humletyper. Arrangementet er åben for alle.

Samme dag fra kl. 19.00-22.00 vil selvsamme Mads Jensen være toastmaster ved et ølsmagning og tapas-arrangement. Man kan med andre ord sige, at Henne Strand Camping giver gæsterne mulighed for at bruge alle sine sanser.

I 2016 fuldender Henne Strand Camping øl-projektet med 2 arrangementer – et i Påsken, hvor gæsterne skal smage den kommende bryg til, og et i Kr. Himmelfartsferien, hvor den store lancering vil ske.

Henne Strand Camping

4 STJERNET camping i fantastiske omgivelser ved Vesterhavet. Henne Strand Camping ligger naturskønt i Blaabjerg Klitplantage med kort afstand til den fineste sandstrand, hede og skovområde med mange afmærkede vandre- og cykelruter.

Ønsker du at vide mere…

Læs mere om hele projektet og arrangementerne her: http://www.hennestrandcamping.dk/da-dk/oplevelser/%C3%B8l-glaede/

Billedtekst 1: Henne Strand Camping skaber smagfulde oplevelser i forening med brygmester Mads Jensen

Emner


Efterårsferie Ferie Bryggeri Arrangement Oplevelser