Hele Nordens Sankt Hans

Vi danskere er ikke ene om at fejre Sankt Hans. Traditionen med at fejre årets længste dag ved at mødes, danse, spise og drikke godt har vi tilfælles med nordmænd, svenskere og finner

Højtiden Sankt Hans har i århundreder været den vigtigste af midsommerens fester i Norden og blev såvel i 1500-tallet som i dag i vid udstrækning fejret med spil, dans og drikke. Selvom fejringen af årets længste dag går helt tilbage til oldtiden, er dagen opkaldt efter Johannes Døberen, der angiveligt er født den 24. juni. Og da højtider i Norden traditionelt fejres aftenen før dagen, fejrer Sankt Hans den 23. juni, ligesom juleaften fejres dagen før Juledag.

Magisk aften

I gamle dage var Sankt Hans – eller midsommer – den vigtigste af alle fester Norden. Sankt Hans aften bliver ’de særeste og stærkeste kræfter’ sluppet løs, og skal man samle urter til husapoteket, er det ifølge gammel overtro Sankt Hans-nat, det skal foregå. Ligeledes er det ifølge gammel overtro et godt fif at lægge 9 forskellige slags blomster under en ung kvindes hovedpude Sankt Hans-nat, da dette vil betyde, at hun ser sin tilkommende i drømme. Denne tradition er der næppe mange danskere, der kender til, men i Sverige er det stadig ikke ualmindeligt at benytte sig af ’tippet’ – man ved jo aldrig...

Svenskerne går i det hele taget meget op i Sankt Hans, selvom de som de eneste i Norden ikke tænder bål denne aften – det gør de i stedet Valborgs aften den 30. april. I modsætning til både danskere, nordmænd og finner, holder svenskerne fx fri den 23. juni. Og både svenskere og finner danser rundt om blomsterprydede ’majstænger’ og fletter blomsterkranse til håret. Men herefter hører de store forskelle også op.

Anledning til fest, god mad og drikke

På den kulinariske side er Nordens folk enige om, at grillmad, fisk, sild og skaldyr hører sig til, når det er Sankt Hans. Til sild og skaldyr serveres øl og akvavitter, og her er norske Linie Aquavit den udenlandske akvavit, som scorer højest på kendskab og konsum – ikke bare til Sankt Hans men hele året.

Linie Aquavit har opnået stor popularitet i alle de nordiske lande, fordi den adskiller sig fra andre akvavitter ved at være fadlagret på egetræsfade, der tidligere er brugt til sherry. Fadene sendes på en fire måneders lang ’lagringsrejse’ til Australien og retur, og den konstante bevægelse, friske havluft og variationen i temperatur og luftfugtighed bidrager til at give indholdet en blød og ’mindre sprittet’ smag i forhold til andre akvavitter. Og det gør den særlig egnet til Sankt Hans-menuens fisk og skaldyr, fordi akvavitsmagen ikke overdøver de fine smagsnuancer i maden.

En yndet drik blandt nordboerne

Nordens mænd og kvinder er altså enige om at sætte øl og akvavit på bordet, når det er Sankt Hans. Men det gør de også på andre tider af året. Ifølge en nordisk forbrugerundersøgelse gennemført af Arcus - virksomheden bag den norske Linie Aquavit - har 54% ud af de 7,1 mio. skandinavere, der er fyldt 25 år, nydt akvavit i løbet af de sidste 12 måneder. Danskere og nordmænd er dem, der holder mest af smagen af en god akvavit og ligger derfor i top med ca. 66%, og svenskerne ligger noget lavere. - Danskerne er i øvrigt det nordiske folk, der tidligst lærer at sætte pris på akvavit – nemlig i gennemsnit, når vi er fyldt 25 år. På det felt ligger fx nordmændene 5 år efter os.

Nydelsens kunst

I modsætning til både svenskere og nordmænd begrænser vi os i Danmark til at indtage akvavit sammen med mad – og modsat nordmændene drikker vi den kold.

Skal man nyde godt af alle smagsnoterne, er det bedst at servere akvavit ved rumtemperatur eller køleskabskold – aldrig fra fryseren. Og skal det være helt rigtigt, bør den ikke serveres i et traditionelt snapseglas, men i et større cognac- eller sherryglas, hvor duften får mulighed for at udfolde sig.

FAKTA:

• Det er langt fra alt brændevin, der kan tillade sig at kalde sig akvavit. EU vedtog i 1989 en forordning, hvor man fastlagde retningslinjer for, hvornår en akvavit kan kalde sig en akvavit. Ifølge EU's forordning skal en akvavit være fremstillet, så duft og smag primært stammer fra destillater af frø af kommen og/eller frø af dild. Der må ikke tilsættes essensolier, og alkoholprocenten skal være på minimum 37,5%.

Emner