Har du svært ved at læse?
Pressemeddelelse juni 17, 2005 ITSå findes der nu effektive hjælpeværktøjer, men det offentlige vil ikke give tilskud.
Er du ordblind eller læsehæmmet? Så er du ikke alene. For flere end 700.000 danskere har mere eller mindre svært ved at læse. Og indtil nu har der ikke været effektive hjælpeværktøjer til at gøre dagligdagen lettere for alle disse mennesker. Men nu har Stig Rex Andersen, som i det daglige arbejder med it, udviklet to hjælpemidler, der har vakt opsigt hos bl.a. flere hundrede danske skoler og kommuner.Stationær løsning
Det første er et nemt og handy hjælpemiddel, der kan give teksterne lyd. Alt hvad der behøves er en almindelig computer, en lille scanner samt et specielt oplæserprogram, kaldet LingoScan Standard 1.02. Så scanner man eksempelvis forsiden af ens avis og efter et lille øjeblik begynder en stemme at oplæse teksten - efter den hastighed, som passer personen. Selv ældre, der ikke er computer-kyndige, kan hurtigt lære at betjene systemet.
Bærbar løsning
Det andet hjælpemiddel er en bærbar 'kuglepen”, som er i stand til at scanne et dokument og så oplæse teksten via et par høretelefoner. Da Handy-Eye er så lille, kan den nemt tages med på indkøb og scanne brugsanvisninger på varer, etiketter på malerbøtter, dagens tilbud etc. Håndværkere kan tage pennen med ud på arbejdspladserne og direkte fra bilen scanne arbejdsbeskrivelser og lign. Og studerende kan tilegne sig nyt stof næsten lige så nemt som deres normalt læsende kammerater. Handy-Eye er så genialt udtænkt, at den har modtaget en formen EU-pris.
Stig Rex Andersen har i løbet af vinteren været på 'turné” rundt i landet, og overalt samler han fulde huse. Her mødte skoler, kommuner og også privatpersoner op for ved selvsyn at få demonstreret ovennævnte værktøjer. Og tilbagemeldingerne var så positive, at han nu går til kamp for at få anerkendt sine hjælpemidler på lige fod med eksempelvis briller og kontaktlinser.
- Alle ordblinde og læsehæmmede kan få en lettere hverdag med disse værktøjer. Men for at få prisen ned for den enkelte bruger, arbejder jeg lige nu massivt på at få samlet så mange interesserede som muligt, så vi på denne måde kan påvirke Sygesikring Danmark til i fremtiden at give tilskud til disse hjælpeværktøjer, siger Stig Rex Andersen med en opfordring til alle med læseproblemer om at kontakte ham.
Yderligere informationer fås hos Stig Rex Andersen på telefon 57 52 93 90 eller på www.abertil.dk
Kontakter
Emner
IT