PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/h%C3%A6derspris-til-en-af-ankerm%C3%A6ndene-bag-vestskoven-2818

Hæderspris til en af ankermændene bag Vestskoven

Pressemeddelelse maj 19, 2006 Natur

På mandag den 22. maj 2006 uddeler Hydro Texaco A/S sit årlige rejselegat på 30.000 kr til forhenværende statsskovrider Einar Laumann Jørgensen for sit lange og fornemme arbejde med at etablere og drive Vestskoven.

For 15. gang uddeler Hydro Texaco sin hæderspris i form af et rejselegat på 30.000 kr. til "Årets Træven." Adm. dir. Karsten M. Olesen begrunder valget af fhv. statsskovrider Einar Laumann Jørgensen, der har spillet en væsentlig rolle i forbindelse med, at Vestskoven, der i årtier blot var en smuk tanke, i år kan fejre fyrreårs jubilæum:

"Laumann er om nogen manden, der skabte Vestskoven, og gjorde det på et tidspunkt, hvor skovrejsningsbølgen kun lige var i sin vorden. Efter at redaktør Hakon Stephensen i 1966 havde skrevet et afgørende indlæg for sagen, den legendariske kronik "Lad os plante et træ," vendte folkestemningen, og vejen var banet for, at Laumann sammen med redaktøren og landinspektør Erik Munk kunne gøre tegnebrætprojektet om et stort rekreativt område vest for København politisk spiseligt og praktisk gennemførligt. Og det var ingen lille bedrift i udviklingstiderne sidst i tresserne, hvor alt handlede om industri og parcelhuse," fortæller Karsten M. Olesen.

Lad os gøre et værdifuldt område værdiløst
Det lykkedes, med Laumann som ankermand, at komme igennem med et projekt, der dybest set handlede om at gøre et værdifuldt landbrugsområde og randområde til en hastigt voksende hovedstad til "værdiløs" fredskov.

"Vestskoven mødte modstand overalt, politisk, økonomisk og blandt planlæggere. Men Laumann har altid tænkt i de lange træk, i de årtier og århundreder, som det tager en skov at vokse op, og med holdningen om, at det vigtigste er at komme i gang og få skabt mulighederne, har han givet eftertiden nogle fantastiske rammer at fylde ud. Selv har han også formået at sætte kulturhistoriske spor i området, idet han bogstaveligt talt har gravet forhistorien op af jorden, herunder Ole Rømers landobservatorium fra 1704 og Vissingestenen, der er Sjællands største."

I år fylder Vestskoven 40 år, og byder med sine 1.500 hektarer og afvekslende natur på enestående rekreative muligheder, ganske tæt på en millionby. Åbne landskaber veksler med skovområder. Kunstigt skabte bakkelandskaber med overdrev. Og både dyreliv og fritidsliv trives.

"Med udnævnelsen af Einar Laumann Jørgensen til Årets Træven 2006 håber vi at kunne være med til at sætte fokus på et af de første, storstilede skovrejsningsprojekter i Danmark," slutter Karsten M. Olesen.


For yderligere information, kontakt Nils Erik Samdal på [email protected]eller telefon 3947 8264, og se vedlagte faktaark om prismodtageren og prisen.

Kontakter


Emner


Natur