PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/h%C3%A6der-til-folkene-bag-nyt-pc-baseret-v%C3%A6rkt%C3%B8j-til-sprogl%C3%A6ring-6275

Hæder til folkene bag nyt pc-baseret værktøj til sproglæring

Pressemeddelelse november 27, 2008 Uddannelse

Programmet skal hjælpe indvandrere og kinesiske studerende med at lære dansk og kan måske også bruges til genoptræning af mennesker med hjerneskade.

Sprogprisen 2008

Sproglærer Kirsten Gregersen, ingeniørerne Lars Toftegaard Olsen og Troels Myram samt Syddansk Universitet modtog torsdag den 27. november EU's Sprogpris 2008 for at have udviklet det pc-baserede undervisningsprogram "Digital Udtaletræning".

Prisen blev overrakt i "Pressen" i Politikens Hus i København af formanden for Rådet for Internationalisering af Uddannelserne, Hans Peter Jensen.

Udviklingen af programmet er gennemført på Syddansk Universitet og er udsprunget af flere års drøftelser om anvendelse af taleteknologi uden for den akademiske verden. Den primære målgruppe for udtaletræneren har været indvandrere, der undervises på de danske sprogcentre, fordi en god udtale af dansk er en væsentlig forudsætning for integration på arbejdsmarkedet. Systemet er da også i øjeblikket under afprøvning på syv sprogcentre i Danmark. Men der er også indgået aftale med lederen af uddannelsen i dansk ved Foreign Language Studies University i Beijing om afprøvning af programmet i den første undervisning på universitetsniveau i Kina, som begyndte i august 2008.

Programmet sigter også på at blive afprøvet som hjælpemiddel til genoptræning af mennesker, der helt eller delvis har mistet sproget i forbindelse med en hjerneskade.
EU's Sprogpris på 15.000 kr. tildeles hvert år nyskabende initiativer, som fremmer sprogindlæring.  Temaet i 2008 var "Sprog i arbejdslivet".

På billedet ses lektor Rieneke Brouwer, der modtog prisen på vegne af Syddansk Universitet, Troels Myram, Kirsten Gregersen og Hans Peter Jensen, der overrakte prisen.

Kontakter


Emner


Uddannelse