PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/h%C3%A5ndv%C3%A6rkerbranchen-jubler-hvem-taler-om-krise-16099

Håndværkerbranchen jubler: Hvem taler om krise?

Pressemeddelelse juli 4, 2013 Byggeri

Solen skinner på landets håndværkerfirmaer, der lige nu har overraskende travlt. Det fremgår af nye tal fra branchen, der viser en vækst i byggeopgaver på 50 procent sammenlignet med samme tid i 2012. Leverandørerne gider ikke høre mere om krisesnak, men glæder sig i stedet over de mange ekstra opgaver, der er utraditionelt i forhold til årstiden.

Når det er sommer og landets boligejere går på ferie, falder byggeaktiviteten. Sådan plejer det at være, men ikke i år. Håndværkerbranchen kan endnu ikke gå på ferie, da antallet af byggeopgaver vokser og vokser i øjeblikket, og selv om ferien nærmer sig, lader danskernes byggelyst ikke til at falde.

Det fremgår af nye tal fra 3byggetilbud.dk, der formidler byggeopgaver mellem landets boligejere og håndværkerbranchen. I maj og juni er antallet af bygge- og renoveringsopgaver vokset med 50 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Overraskende vækst
”Normalt plejer byggeaktiviteten at falde, når vi kommer ind i juni, men sådan skal det ikke være i år. Vi samarbejder med mere end 1.000 leverandører i Danmark og her er den entydige melding, at der er gang i den, hvilket er ret overraskende i forhold til årstiden. Der er ingen tvivl om, at det gode vejr er en af årsagerne til den ekstra travlhed, og så er der håndværkerfradraget, som også er et incitament til, at boligejerne bygger og renoverer,” siger kommunikationschef Michael Müller.

En tendens man bekræfter i Håndværksrådet, brancheorganisation for landets håndværkerfirmaer. Sådan lyder meldingen fra afdelingschef, Frank Koksholm.

Håndværksrådet: Krisen er afblæst
”Byggeaktiviteten op til sommerferien er høj, og generelt kan vi se, at der er gang i den. Her og nu kan vi godt afblæse krisen, blandt andet fordi salget af boliger stiger, hvilket betyder flere renoveringsopgaver, vi har fået genindført håndværkerfradraget og samtidig stiger forbrugerforventningerne. Overordnet ser det fornuftigt ud, og vores analyser viser, at forventningerne til fremtiden er de bedste i fem.” 

De mange ekstra opgaver er en bred vifte af håndværkeropgaver, men især udendørsopgaver er populære for tiden. Det gælder blandt andre brancher som anlægsarbejde, murerbranchen, tømrerbranchen, isolering, foreningsopgaver, altaner, vinduer og vvs-opgaver.

Finder håndværkeren på nettet
3byggetilbud.dk modtager de mange ekstra opgaver via firmaets hjemmeside, hvor boligejere gratis sender deres opgaver i udbud, hvilket bliver mere og mere normalt.

”Den vækst, vi oplever, skyldes blandt andet, at folk i dag er blevet mere trygge ved at bestille håndværkeren på nettet, og så sender de deres opgaver ind til os, hvorefter vi sender dem videre til vores leverandører,” siger Michael Müller 

Boligejerne bruger opsparingen
Hos tømrerfirmaet Lejre Tømreren ApS kan man godt mærke den ekstra travlhed. I maj og juni har firmaet haft en vækst i opgaver på op mod 20 procent i forhold til 2012.

”Lige nu har vi mere travlt end vi plejer på denne årstid. Jeg hører, at mange husejere lykkes med at sælge deres bolig, og så får vi automatisk mange flere opgaver, når de nye ejere skal i gang med at renovere huset. Samtidig tror jeg, at mange danskere har sparet godt op de seneste år, og nu begynder de at bruge pengene på boligen. Desuden er der en generel tendens i håndværkerbranchen til, at vi ikke længere taler om den økonomiske krise. Det har vi gjort i fem år, og nu gider vi ikke mere,” siger indehaver af Lejre Tømreren, Niels Behr.

Emner


Byggeri