PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/guldrandet-legat-til-kommende-jernmand-20217

Guldrandet legat til kommende jernmand

Pressemeddelelse maj 8, 2015

En yderst kompetent håndværker, der har udviklet sig til leder med projektstyringsegenskaber ud over det forventelige. Sådan lyder de rosende ord om Kevin Guldberg Nielsen - modtager af Spar Nord Fondens etableringslegat og snart også Iron Man og bygningskonstruktør

Kevin Guldberg Nielsen 2

Der er hverken tid eller lyst til at hvile på laurbærrene for Kevin Guldberg Nielsen, som i går modtog Spar Nord Fondens legat, der lyder på 10.000 kroner:

Den 24. maj løber han Copenhagen Marathon, den 26. juni afslutter han uddannelse til bygningskonstruktør ved University College Nordjylland og dagen derpå er sat til dimissionsfest uden indtag af våde varer for den 24-årige nordjyde – allerede dagen efter kaster han sig nemlig ud i en kvart Iron Man.

- Jeg har snart fire maratonløb på CV’et, så nu må det være på tide at tage det næste skridt, siger den stolte legatmodtager og understreger, at pengene fra Spar Nord Fonden falder på et tørt sted.

- Det er en dyr hobby! Der er lavvande i kassen, efter jeg har købt våddragt og cykeludstyr - og så skal der gerne være til indskud til en ny lejlighed, nu hvor jeg skal til at læse på universitetet.

Vil kombinere design og bæredygtighed

Efter en tiltrængt sommerferie - som dog ikke står på ren afslapning, den indeholder naturligvis en halv Iron Man – skal den oprindeligt uddannede tømrer, nu bygningskonstruktør, studere Building Energy Design ved Aalborg Universitet.

- Jeg har ved siden af studierne arbejdet på deltid hos Arkitektfirmaet Nord, og det har givet mig blod på tanden i forhold til designdelen af byggeriet. Mit hjerte brænder dog stadig for energibesparelse, så på sigt vil jeg måske starte egen virksomhed med speciale inden for lavenergibyggerier, siger Kevin Guldberg Nielsen og tilføjer, at han blev glædeligt overrasket over legatindstillingen fra UCN.

Glad for skulderklap

Her beskrives han som en yderst kompetent håndværker, der ”har demonstreret projektlederevner ud over det forventelige”, ”besidder gode analytiske evner og kan overskue kompleksitet i projekter” og endelig ”har en rolig fremtoning, som indbyder til tillid, hvilket er et grundlæggende karaktertræk for kommende ledere”.

- Det har jo nærmest karakter af skamros, og den slags er jo svært at forholde sig til som nordjyde. Jeg tager det dog som et kæmpe skulderklap og en stor hjælp i forhold til de nye udfordringer, jeg nu stiler imod, lyder det afsluttende fra den stolte legatvinder.

Billedtekst:

Kevin Guldborg Nielsen – opvokset i Aars og bosiddende i Nørre Sundby – indstiller nu sigtekornet på en ny personlig rekord i Copenhagen Marathon den 24. maj

Yderligere oplysninger:

Legatvinder Kevin Guldberg Nielsen: 60 75 72 12

Afdelingsleder Bruno Larsen, UCN: 72 69 15 00

Kontakter