PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/godhavnsdrengene-landsforeningen-for-b%C3%B8rnehjemsb%C3%B8rn-3516

Godhavnsdrengene - Landsforeningen for Børnehjemsbørn

Pressemeddelelse december 14, 2006 Børn og Unge

Socialministeren nægter at hjælpe med at kaste lys over en af de mest skamfulde perioder i dansk børneforsorg. Landsforeningen Godhavnsdrengene søger nu på vegne af alle danske børnehjemsbørn hjælp fra folketinget.

Landforeningen Godhavnsdrengene har flere gange kontaktet Socialminister Eva Kjer Hansen for at bede om hjælp til at afholde en kongres samt at få åbnet arkiverne med tilsynsrapporterne fra vores anbringelses år på de Danske børnehjem i årene 1940-70.

Det eneste vi forlanger, er at få åbnet arkiverne med tilsynsrapporterne fra vores anbringelsestid, så vi én gang for alle kan overbevise offentligheden om at vi ikke er fulde af løgn. Men ministeren har gang på gang afvist vores anmodning.

Vi føler os uacceptabelt ringe behandlet og vil nu ikke mere tigge ministeren, men gå andre veje i Tinget, da vi tror på vores sag og under ingen omstændigheder vil lade os takke af, af en Minister som, efter vores overbevisning, af uvist grund, vil skjule sandheden om børnemishandling, forsøgs medicinering og magtmisbrug.

Vores mål er at bevise vores påstande om tilsynssvigt, med det til følge at de stedlige Forstandere kunne udøve deres magt, hvor vi bl.a. blev brugt som medicinske forsøgsdyr og billig arbejdskraft.
 
Hvad angår konferencen har vi blandt mange andre fået tilslutning fra en tidligere forstander, en tidligere tilsynsførende, en norsk professor og vores advokat Bjørn Elmquist om at deltagelse. Men vi fik det svar fra Socialministeren, at man ikke ville støtte noget der udelukkende havde ”historisk værdi” Javel fru Minister; Jeg ved ikke hvor langt vi skal tilbage i tiden for at du kalder det ”historisk” vi har en lang liste med tidligere anbragte, der ikke har klaret tilværelsen, fordi de aldrig har lært hvordan de skal begå sig og der falder stadig mange fra. For os ser det ud som om at regeringens nye velfærdsprogram bare var et stykke valgflæsk.

Alle der vil støtte os, det være sig, tidligere anbragte, efterladte pårørende eller jer der bare deler vores synspunkter er velkomne i vores Forening. Vi gør opmærksom på at vi absolut ikke repræsenterer alle der har været anbragt på Skolehjemmet Godhavn, men vi der startede denne Forening, bibeholder navnet, for vi ER Godhavnsdrenge og vi samler og hjælper alle der har levet under lignende horrible forhold. Vi samarbejder med Foreninger i både Norge og Sverige.

Landsforeningen Godhavnsdrengene

www.godhavnsdrengene.dk        
[email protected]                                                                                                                                                        
Formand: Poul-Erik Rasmussen 40950698 / 63903098
Næstformand: Arne Roel Jørgensen 22176535 / 44446535

Kontakter


Emner


Børn og Unge