PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/glyptoteket-markerer-det-danske-eu-formandskab-12987

Glyptoteket markerer det danske EU-formandskab

Pressemeddelelse januar 30, 2012 Kultur

I oldtidens Europa eksisterede der et omfattende fællesmarked. Nu viser Ny Carlsberg Glyptotek en lille udstilling om handelen i oldtidens Sydeuropa og forbindelserne mellem Danmark og Romerriget. Udstillingen åbner 1. februar.

Etruskisk amfora. Etrurien. 525 490 f.Kr. Ny Carlsberg Glyptotek
Til væddeløb i Etrurien. Etruskisk amfora. Etrurien. Ca. 525-490 f. Kr. Ny Carlsberg Glyptotek. Foto: Ana Cecilia Gonzalez.

Danmark har EU-formandskabet i det første halvår af 2012. Temaerne er økonomi, ansvarlighed, tryghed og grøn energi. Man kan i EU-formandskabet se paralleller til oldtidens Europa, hvor der også blev udvekslet både varer, teknik og ideer.

Heltesagn var oldtidens branding
Vaser dekoreret med fortællinger viser, hvordan myterne om tapre trojanske helte spredte sig mod vest. Udvekslingen af myter skabte et kulturelt fællesskab mellem indfødte og tilrejsende grækere. Et fællesskab, der fik handlen til at blomstre.

Via handelsrejser og kolonier spredte de græske varer og kundskaber sig og blev adopteret af andre kulturer i middelhavsområdet. Arkæologiske fund fortæller historien om, hvordan de græske produkter var eftertragtede varer, der påvirkede udviklingen i Sydeuropa.

Romerske skatte endte i dansk jord
Kejser Augustus’ mislykkede forsøg på militært at udvide Romerriget mod nord medførte en ny romersk udenrigspolitik, der bestod af handel og udveksling af fornemme gaver med høvdinge og fyrster mod nord. Af og til dukker disse kostbare romerske genstande op under udgravninger herhjemme. Gaverne har i den romerske jernalder (1. – 4. årh. e.Kr.) været statussymboler i rige høvdinges liv og fornemme gravgaver i døden.

”De kostbare romerske fund i Danmark fortæller historien om Romerrigets forsøg på at indynde sig hos de nordiske fyrster med fornemme gaver. Det var et forsøg på at forhindre angreb fra det germanske område”, fortæller klassisk arkæolog Jan Kindberg Jacobsen. På Glyptoteket kan man bl.a. se ”Byrsted-bægerne”, der er to fornemme romerske sølvbægre fundet i en stormandsgrav i Nordjylland.

Fra gravgaver til EU-formandskab
Udstillingen består af fem montrer, der udstiller romerske fund lånt fra Nationalmuseet og genstande fra Glyptotekets egen samling samt en visuel præsentation af nye fund fra Kroppedal Museum.

Udstillingen spiller sammen med Glyptotekets faste samling af fund fra middelhavslandene, som er udstillet i Middelhavshorisonten. På udvalgte søndage i udstillingsperioden er der rundvisninger i udstillingen. Se mere i Glyptotekets kalender: www.glyptoteket.dk/det-sker/kalender

Titel: Oldtidens europæiske fællesmarked
Periode: 1. februar – 29. april 2012

For mere information
Museumsinspektør og klassisk arkæolog Jan Kindberg Jacobsen
Mobil: (+45) 27 84 12 24
Email: [email protected]

Kommunikationschef Pia Svejgaard Pedersen
Mobil: (+45) 60 95 69 49
Email: [email protected]

Emner


Kultur


Attisk drikkeskål. Athen 530 f. Kr. Ny Carlsberg Glyptotek
Drik og se Medusa i øjnene. Græsk drikkeskål. Athen ca. 530 f. Kr. Ny Carlsberg Glyptotek. Foto: Ole Haupt.
Hent | 1,89 MB | 1506 x 1917 | .JPG

Attisk krater. Athen 470 60 f. Kr. Ny Carlsberg Glyptotek
Vinblandingskar med Dionysisk drikkegilde. Græsk krater. Athen 470-60 f. Kr. Ny Carlsberg Glyptotek. Foto: Ole Haupt.
Hent | 1,97 MB | 2200 x 2284 | .JPG

Etruskisk amfora. Etrurien. 525 490 f.Kr. Ny Carlsberg Glyptotek
Til væddeløb i Etrurien. Etruskisk amfora. Etrurien. Ca. 525-490 f. Kr. Ny Carlsberg Glyptotek. Foto: Ana Cecilia Gonzalez.
Hent | 4,25 MB | 2848 x 4288 | .JPG

Zip og hent alle filer