PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/giv-kaffen-et-l%C3%B8ft-5736

Giv kaffen et løft

Pressemeddelelse august 15, 2008 Mad & Vin

I takt med, at dagene bliver mørkere og køligere, er det rart at forkæle sig selv med noget ekstra lækkert. En kaffedrink kan nydes alene eller sammen med gæster, som dessert, efter en god middag, for hyggens skyld eller efter en frisk tur i skoven.

"Nu skal det gøre godt med en kop kaffe". Vi siger det, når vi skal slappe af, når vi lige har gjort et godt stykke arbejde eller når vi bare skal hygge. Kaffe er en vigtig del af dansk kultur, og danskere i alle aldre er blandt de mest kaffedrikkende i verden, kun overgået af finnerne og svenskerne.

Men tiden, hvor kaffe bare var kaffe er slut. I dag skal kaffen være friskbrygget, og vi drikker cappuccino og espresso til den helt store guldmedalje - og café latte, som sidste år toppede som den store trend.

Nu er latten helt almindelig, og vi efterspørger igen endnu mere særpræget og anderledes kaffe. Her kommer kaffedrinken ind.

Irish Coffee er en af de allermest kendte og populære klassikere inden for kaffedrinks. Men har du mod på nye smagsoplevelser, er det værd at prøve en af de nye kaffedrinks med gul Grand Marnier, der med sin sødme og liflige aroma af eksotiske appelsiner udgør det perfekte modspil til kaffens letbitre og kraftige smag.

Giv dig selv og dine gæster en ekstra oplevelse med disse helt nye opskrifter, som med garanti vil gøre godt, når dagene bliver koldere. Husk altid at skolde glasset først, når du tilbereder en kaffedrink. Så holder glasset bedre på varmen.

Spis eventuelt et stykke god, mørk chokolade til. Det fuldender smagen og blødgør kaffens naturlige bitterhed.

Grand French Latte - Et pift til din latte

3 cl Grand Marnier

1 lille kop varm, stærk kaffe

Varm mælk

Hæld Grand Marnier I et højt kaffeglas. Hæld kaffe i glasset, fyld op med varm, pisket mælk og servér straks.

Grand French Coffee - Ny variant over den irske klassiker

3 cl Grand Marnier

1 lille kop varm, stærk kaffe

Friskpisket flødeskum

Hæld Grand Marnier og dernæst stærk kaffe i et højt kaffeglas. Læg forsigtigt en fed creme af flødeskum på toppen. Pynt evt. med en appelsinskive.

  

Grand Moccha - Rund, fyldig og lækker

2 cl Grand Marnier

1 espresso

Varm kakaomælk

Hæld Grand Marnier og espresso i et højt kaffeglas. Fyld op med varm kakaomælk.

  

Grand Espresso - varme til kroppen

2 cl Grand Marnier

1 espresso

Hæld Grand Marnier i et lille kaffeglas, derefter en rygende varm espresso.  Servér med det samme.

Når emnet er kaffedrinks, er det imidlertid ikke til at komme udenom den første og største af slagsen, nemlig Irish Coffee. De fleste danskere nyder jævnligt den kendte klassiker, som blev udviklet i Irland helt tilbage i 1942. Irsk kaffe skal selvfølgelig laves med irsk whiskey, fx Tullamore Dew, der hverken er røget som den skotske eller sød som de fleste amerikanske bourbons. Det giver den reneste smag.

Irish Coffee - klassikeren over dem alle

2-4 cl Tullamore Dew Irish whiskey

1-2 tsk. rørsukker eller brun farin

Stærk friskbrygget kaffe

Friskpisket flødeskum

Hæld whiskey'en i glasset, tilsæt sukker og kaffe og rør rundt, til sukkeret er opløst. Top med letpisket flødeskum, som hældes forsigtigt ovenpå kaffen over bagsiden af en ske, så det flyder ovenpå. Og husk: Rør ikkerundt i glasset, når flødeskummet først er tilsat. Den fulde og originale duft og smag kommer nemlig bedst frem, når man drikker den varme kaffe og whiskey gennem fløden.

Få ideer til flere lækre kolde og varme drikke på drinks- og cocktail-sitet http://www.shake-it.dk/.

FAKTA OM KAFFE, GRAND MARNIER OG TULLAMORE DEW

  

Kaffe - en videnskab i sig selv

Kaffen begejstrede allerede for over 1000 år siden, da den første gang blev nydt i Etiopiens Kaffe-provins. Sidenhen er ristning og brygning blevet en hel videnskab, der har forfinet aromaen og skabt et væld af varianter. Den vigtigste nøgle til den perfekte kop kaffe er friskheden - nymalet kaffe har den bedste smag. Temperaturen på vandet har også afgørende betydning. Kun ved temperaturer mellem 92 og 95 grader kommer kaffens æteriske olier til deres ret.

Ristningen giver kaffen sin karakter. Lang ristning giver en stærk og mere bitter kaffe, mens kort ristning gør kaffen mild og rund. Den populære, langristede espresso har en særlig koncentreret smag. Espressoen drikkes ofte 'sort' i små shots. Den optræder også som grundingrediens i kendte kaffedrinks som fx Grand Moccha, Grand Espresso mv.

Der findes ca. 60 forskellige kaffesorter, men i praksis skelnes der altid mellem tre typer:

  

Arabica:

  

Stammer fra Etiopien og er den ældste kendte kaffetype. Den er i dag også den mest udbredte og betydningsfulde type, og udgør omkring 75% af al kaffeproduktion.

Arabica er en typisk højlandsvækst med en mild smag, der gør kaffen meget eftertragtet - og dermed også den dyreste af de tre hovedtyper. Findes i en lang række varianter og kvaliteter.Arabica-kaffe kommer i dag især fra Brasilien, Colombia, de øvrige latinamerikanske lande samt fra Østafrika.

  

Robusta:

  

En relativ hårdfør kaffetype, som kan dyrkes helt ned i de kølige lavlandsområder. Til gengæld er bønnernes smag mere besk og kraftig end Arabica-kaffe. Det gør, at priserne er tilsvarende lavere. Findes i en lang række varianter og kvaliteter.

Robusta-kaffe dyrkes stadig flere steder på grund af sin store modstandskraft over for sygdomme og sin større tolerance. I dag er op mod 25% af verdens kaffeproduktion Robusta-kaffe. Robusta dyrkes hovedsageligt i Indonesien og Afrika.

  

Liberica:

  

En lavlandskaffe, som smager endnu mere besk og kraftigt end Robusta. Liberica er reelt uden indflydelse på verdensmarkedshandlen, idet den kun udgør under 1% af den samlede produktion. Kaffen dyrkes udelukkende i Vestafrika og importeres ikke til Danmark.

Kaffe i Norden

Varme drikke gør godt i et koldt klima. Det er muligvis forklaringen på, at kaffe er blevet noget af en nationaldrik i Norden. Det hele startede med et skålpund kaffe (ca. ½ kg), som blev importeret til Sverige i 1685. Derefter kom de populære kaffehuse i 1700-tallet, men det var først i 1800-tallet, at kaffen blev den brede befolknings mest elskede drik.

Danskerne er blandt de mest kaffedrikkende i verden, kun overgået af finnerne og svenskerne. Hver dansker drikker i gennemsnit 4 kopper kaffe om dagen året rundt.

Læs mere om kaffe på Dansk Kaffeinformations hjemmeside: www.kaffeinfo.dk


 

Grand Marnier - eksotisk aroma og fransk finésse

Citrus Bigaradia er kilden til Grand marniers liflige smag og duft af appelsin. Den sjældne, eksotiske appelsinsort har en særlig koncentreret aroma. Den kommer fra caribien og håndplukkes på Grand Marniers egne plantager, mens frugterne stadig er grønne. Herefter tørres skallerne langsomt i solen. På den måde koncentreres smag og duft fuldt ud. Efter den sidste kvalitetskontrol sendes den eksotiske råvare til Frankrig, hvor den bliver omdannet til det, vi kender som Grand Marnier.

Grand Marnier blev opfundet af den franske familie Marnier-Lapostolle i begyndelsen af 1800-tallet. Men først i 1880'erne fik Grand Marnier sit berømte navn. Det var Ritz-hotellernes grundlægger, Cesar Ritz, der kom på navnet. Han var en af datidens store personligheder og ven af familien Marnier-Lapostolle. Ritz syntes, at ordet 'grand' passede perfekt til familiens likør. Ikke mindst fordi ordet 'petit' var højeste mode, og Ritz mente, at Marnier-lapostolle familiens likør skulle have et navn, der skilte sig ud fra mængden og de minimalistiske modestrømninger.

I dag er Grand Marnier den største franske likør i verden med eksport til 150 lande. Så den lever på alle måder op til sit navn. Det er også stadig familien Marnier-Lapostolle, der står bag den efterspurgte likør - og ligger inde med dens hemmelige opskrift.

Tullamore Dew- smag med international anerkendelse

Tullamore Dew blev grundlagt i 1829. Opkaldt efter byen Tullamore i hjertet af Irland og virksomhedens leder, Daniel E. williams, hvis initialer 'DEW' også kom på etiketten.

Whiskey-kendere beskriver Tullamore Dew-smagen som mild og rund med en behagelig smag af malt, kombineret med undertoner af træ og den naturlige aroma af gylden byg.

Tullamore Dew's milde og runde smag gør den perfekt at drikke ren, evt. tilsat en anelse vand eller is til at åbne op for aromaerne. Tullamore Dew er også perfekt til Irish Coffee eller som mixer til drinks og cocktails.

Tullamore Dew er anerkendt blandt internationale whiskey-kendere og -eksperter. Gennem de seneste 2 år har den irske whiskey modtaget hele 5 guldmedaljer ved de førende internationale spirituskonkurrencer - London's Internationel Spirits Challenge og The World Spirits Competition i San Francisco.

Tullamore Dew Original er verdens næststørste irske blended whiskey med et salg på omkring 7.200.000 flasker i 2007.

Markedet for whiskey fra andre lande end Skotland er et af de hurtigst voksende markeder inden for vin- og spiritussektoren. I 2007 lød væksten på 8,7%, og i denne vækst var ikke mindst irsk whiskey blandt de mest markante aktører.

Smag for drinks og cocktails?

På drinks- og cocktailsitet http://www.shake-it.dk/ kan man finde inspiration til nye spændende drinks og cocktails - samt naturligvis også til alle klassikerne.

Her er der også mulighed for at indtaste, hvad man har i sit barskab, hvorefter sitet kommer op med en række opskrifter, der kan laves ud fra det, man allerede har derhjemme. Herudover indeholder sitet nyttige links, tips og månedlige konkurrencer, ligesom man har mulighed for at tilmelde sig det månedlige nyhedsbrev.

Emner


Mad & Vin