PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/garderobeinventar-i-h%C3%A5ndbygget-birk-bag-brede-skydel%C3%A5ger-2814

Garderobeinventar i håndbygget birk bag brede skydelåger

Pressemeddelelse maj 18, 2006 Hus og Have

Mogensen Danmark har udviklet en ny serie inventar til sine garderobeløsninger. Det er nordisk design i håndværkerkvalitet.

Mogensen skuffedarius
Det har taget sin tid. Og det har kostet noget birketræsfinér. Men nu siger snedkermester Herluf Hansen på Mogensen Danmarks træværksted, at han er tilfreds. Den ny serie håndbygget inventar til Mogensen Danmarks garderobeløsninger er klar til at flytte ind i de danske hjem.

Mogensen Danmark A/S er i forvejen en lille smule kendt for sine elegante garderobeløsninger med skydelåger i op til 2,5 meters uhyre letløbende bredde. Garderobeløsningerne bygges efter mål, kunden vælger selv farver og materialer til skydelågerne, og bag dem findes en spændende og velfungerende verden af hylder og praktiske himstregimser i smukt og fleksibelt design. Mogensen Danmark kalder inventaret i sine garderobeløsninger for Ideal. Fordi det er ideelt, simpelthen. Kunden har frit valg på alle hylderog på alle skostativer og bukseudtræk og bøjlestænger med hejs og i alle høje og lave skuffer med og uden ruminddeling.

Det nye fra Mogensen Danmark er en serie håndbygget tilbehør til Ideal inventaret. Materialet er 18 mm førsteklasses birkefinér. Emnerne er skåret i gering og håndlimet i samlingerne. Alt er pudset i hånden og lakeret med pensel. Det færdige resultat er nordisk design i fornem kvalitet, som harmonerer smukt med Ideal inventaret i birk eller hvid.

Serien omfatter bukseudtræk, skostativ, en lav skuffe med rumdeler og en høj skuffe. Alt kører på kuglelejer og kan trækkes helt ud. Snedkermester Herluf Hansen bygger hvert enkelt emne i bredder fra 54,9 til 74,9 cm.

Mogensen Danmarks skabsløsninger og øvrige indretningssystemer forhandles i hele 128 køkkenforretninger over hele landet. Hos forhandlerne kan kunden via et edb-program tegne en virtuel udgave af den ønskede løsning. Forhandleren sørger for ude hos kunden at tage præcise byggemål, som sendes til fabrikken i Skovlund sammen med specifikationerne for den valgte løsning. Det gælder både skydelågernes beklædning og selve indretningen af skabsløsningen med alt, hvad der hører til af skuffer og hylder og kurve og udtræk og bøjlestængerog meget, meget mere.

For at sikre kvaliteten helt ud i det yderste led har Mogensen Danmark i år omlagt sin distribution, sådan at alle varer leveres af virksomhedens egne chauffører i virksomhedens egne biler. Desuden samarbejder Mogensen Danmark fast med et antal montører, som hver dækker et geografisk område.

Prisen for en individuel garderobeløsning med skydelåger fra Mogensen Danmark er højst 20-25 procent højere end prisen for en standardløsning med hængslede låger.


Læs mere om Mogensen Danmarks produktserier og find nærmeste forhandler i dit område på www.mogensendk.dk. Kontakt Thorkil Nørbork på [email protected]


Billedtekst 1: Håndbygget skostativ i 1,5 cm birkefinér.

Billedtekst 2: Det praktiske og smukke skuffedarius er beregnet til indbygning i Mogensen Danmarks garderobeløsninger. Men det kan sagtens stå alene.


Billedtekst 3: Lav skuffe med praktisk ruminddeling. Lige som de andre elementer i den ny serie i birk kører skuffen på kuglelejer og kan trækkes helt ud.

Billedtekst 4: Bøjlestangen er mere end en bøjlestang. Den er nordisk møbeldesign og fornemt håndværk.

Kontakter


Emner


Hus og Have