PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/g%C3%A5defulde-kvindehjerter-3882

Gådefulde kvindehjerter

Pressemeddelelse april 20, 2007 Helse

Hjerteforeningen i Kalundborg markerer årets hjerteuge med åbningen af en hjertesti for hele familien og med et arrangement i SuperBest, hvor deltagerne får inspiration til nye indkøbsvaner

Hver tredje danske kvinde dør af en hjertekarsygdom. Hjertekarsygdom er den hyppigste dødsårsag i Danmark, og kvinder og mænd rammes næsten lige hyppigt. Men læger og patienter ved alt for lidt om kvinders hjertekarsygdom.

Hjerteforeningen sætter kvinders hjerter under lup i årets hjerteuge i uge 17 for at gøre opmærksom på, at mange kvinder langtfra får den optimale behandling af deres hjertesygdom.

- Alt for mange mødre, bedstemødre, veninder og døtre rammes hvert år af hjertekarsygdom. Hjerteforeningen skyder i hjerteugen kampagnen Kvinder længe leve! i gang. Kampagnen skal i løbet af de næste fem år rejse penge til en målrettet forskningsindsats for bedre diagnosticering og behandling af kvinder med hjertekarsygdom, siger Kaj Grønholt, formand for Kalundborg Lokalkomité.

For at markere hjerteugen inviterer lokalkomiteen til en aften onsdag den 25. april mellem kølediske og brødhylder i SuperBest på Nørre Allé. Diætist Helle Christensen guider deltagerne rundt til de hjertesunde madvarer, efter butikken er lukket for handlende. Deltagerne får gode råd om hjerterigtige madvarer og ideer til nye indkøbsvaner, hvor der kommer flere sunde varer i kurven.
Bagefter er SuperBest vært ved en kop kaffe og kransekage.

Billetter til turen rundt i SuperBest på Nørre Allé den 25. april kl. 19 kan købes i forvejen i Kalundborgs to SuperBest forretninger. Billetter koster 25 kr.

Lørdag den 28. april kl. 14 klipper borgmester Tommy Dinesen snoren for Kalundborgs nye hjertesti. På hjertestien kan hele familien få motion tæt på hjemmet. Hjertestien er på 3,5 kilometer og starter mellem gymnasiet og parkeringspladsen. Ruten går langs Munkesøen, Ellinglund, Vestskoven og langs åen retur til gymnasiet.
Man kan bare møde op, husk drikkevarer til turen. SuperBest donerer æbler til turens deltagere.

Hør mere, kontakt Kaj Grønholt, formand for Kalundborg Lokalkomité, mail: [email protected], tlf.: 59 51 26 55.

Hjerteforeningen har udgivet debatbogen "Kvinders hjerter", hvor en række eksperter giver deres bud på, hvordan kvinder og mænd sikres lige god behandling af hjertekarsygdom. Hjerteforeningens protektor, H.K.H. Kronprinsesse Mary har skrevet forordet.

Bogen kan købes på www.hjerteforeningen.dk
Prisen er 80 kr. for medlemmer af Hjerteforeningen og 100 kr. for ikke-medlemmer.

Læs mere om kvinders hjertekarsygdom, kvinders symptomer og om kampagnen på www.hjerteforeningen.dk

For yderligere information:
Projektleder Mette Såby Bro, mail: [email protected], tlf.: 33 67 00 11.
Pressemedarbejder Lotte Bucka, mail: [email protected], tlf.: 33 67 00 19.

Fakta:
Hvert år dør 9.000 kvinder af en hjertekarsygdom.
Kvinder har andre og mindre karakteristiske symptomer på hjertekarsygdom end mænd.
Kun hver tredje kvinde med blodprop i hjertet har smerter i brystet i forbindelse med et hjerteanfald.
Kvinders særlige symptomer på blodprop i hjertet kan opstå måneder før selve blodproppen.
Kun knap halvdelen (47%) af de kvinder, der bliver indlagt med blodprop i hjertet, er i live efter et år. Det tilsvarende tal for mænd er 54%.

Kontakter


Emner


Helse