PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/g%C3%A5busser-giver-aktive-b%C3%B8rn-17890

Gåbusser giver aktive børn

Pressemeddelelse marts 24, 2014 Bevægelse Gåbusser Aktive skoleelever Aktiv transport Skoleidræt

Skoleelever, der sætter det lange ben foran og går i skole, bliver mere aktive – og får derigennem endnu mere ud af undervisningen. Det viser det Gåbus-projekt, som TrygFonden og Dansk Skoleidræt står bag.

Gaabus2

Ud af døren og ind i bilen - sådan ser det ud for rigtig mange børn og unge, når de skal i skole om morgenen. Men det findes der nu et alternativ til. Nemlig de såkaldte Gåbusser, der samler elever om at tage turen til skole på gåben. Gåbusser kan sammenlignes med almindelige busser, der følger en fast køreplan. Forskellen er blot, at transporten sker til fods, og chaufførerne er elever fra 6.-9. klasse.
- Gåbusser har en markant effekt, når det handler om at få børnene af sted til skole på egne ben.  Over halvdelen af de børn, der har deltaget i vores pilotprojekt, går nu til skole hver eneste dag, og dermed er de også godt på vej til at blive sundere og lære mere, siger generalsekretær i Dansk Skoleidræt Niels Grinderslev.

Med støtte fra TrygFonden skal successen nu gøres landsdækkende. Over de næste fem år støtter TrygFonden Gåbusserne med 13,7 millioner kroner, så alle landets skoler har mulighed for at etablere Gåbusser lokalt på egen skole.
- Udover en aktiv og sund start på dagen, fremmer bevægelse og samvær også den generelle trivsel, og så lærer eleverne samtidig om trafiksikkerhed og får opbygget gode vaner med at begå sig i trafikken, siger områdechef i TrygFonden Mette Meldgaard.

Fakta om Gåbus

  • Startede som et 2-årigt pilotprojekt på 11 skoler ved begyndelsen af skoleåret 2012/13.
  • Målet er, at Gåbus skal blive landsdækkende. I løbet af fem år skal der etableres Gåbusser på minimum 20 pct. af landets skoler.
  • En evaluering af Gåbus viser, at efter projektets start kommer hele 52 pct. af Gåbus-eleverne aktivt til skole hver eneste dag mod tidligere kun 28 pct. Tidligere blev 44 pct. af Gåbus-eleverne kørt til skole fem dage om ugen, det tal er nu 0 pct. efter indførelsen af Gåbus på de 11 pilotprojektskoler.
  • Dansk Skoleidræt og TrygFonden står bag Gåbus.
  • Læs mere om Gåbusser på www.gåbusser.dk 


Fakta om aktiv transport

  • Andelen af børn, der køres i bil til og fra skole, er steget med næsten 200 pct. på alle alderstrin i løbet af de seneste 30 år.
  • Antallet af børn, der cykler til og fra skole, er faldet med 30 pct. inden for de seneste 15 år.
  • 38 pct. af alle børn og unge mellem 7 og 15 år tager enten offentligt transportmiddel eller bliver kørt i skole.
  • 41 pct. af drengene og 31 pct. af pigerne i 16-20 års alderen udøver aldrig fysisk aktivitet i forbindelse med den daglige transport.


Fotos

Ved brug af vedhæftede fotos krediteres fotograf Johnny A. Wichmann.

Emner


Bevægelse Gåbusser Aktive skoleelever Aktiv transport Skoleidræt