PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/fordobler-silokapaciteten-for-foderkvalitetens-skyld-2806

Fordobler silokapaciteten for foderkvalitetens skyld

Pressemeddelelse maj 16, 2006 Landbrug og Fiskeri

Det er spændende tider for svineproducenterne. Eller belastende tider. Alt efter temperament. Svineproducent Kristen Damgaard, 60 år og hans søn, Flemming Damgaard, 26 år, der er fælles om en stor ejendom i Ferup ved Lunderskov, har valgt at se positivt på de udfordringer og omvæltninger, der uden tvivl venter et eller måske flere steder i fremtiden.

Img 2484
- Da jeg begyndte som svineproducent her på ejendommen i 1970, regnede jeg ikke med de helt store forandringer i branchen og dermed i min hverdag de næste mange år. Man kunne simpelt hen ikke forestille sig, hvordan udviklingen ville tage fart. Dengang passede jeg det hele selv, min kone Bodil var bankmand. Vi havde næsten aldrig fri, men sådan var vilkårene. Nu står vi med en langt større bedrift, og vi er fire om at klare det daglige. Bodil er med i stalden om formiddagen og passer ellers regnskabet. Måske er det alligevel ikke nok. Ingen kan vide, om det også om fem eller måske ti år vil være rentabelt at drive en produktion af den størrelse, vi har, eller om det i det hele taget er rentabelt at arbejde med svineproduktion i Danmark, siger Kristen Damgaard.

Et af de mulige perspektiver er, at det kan blive nødvendigt at etablere en ny bedrift uden for landets grænser. Men det må sønnen, Flemming, i givet fald klare uden seniors hjælp:

- For et år siden etablerede Flemming og jeg et fælles interessentselskab for bedriften. Det er begyndelsen til et generationsskifte, som afsluttes, når jeg fylder 65. Jeg håber så sandelig, at der er plads til mig som svineavler herhjemme i de fem år, jeg har tilbagemen bliver det nødvendigt at flytte udenlands er jeg sikker på, at Flemming har både gåpå-modet og den nødvendige viden til at løse opgaven, siger Kristen Damgaard.

Foreløbig tror både far og søn på en god fremtid i Ferup. Det ses blandt andet deraf, at der netop er investeret i en ny, skinnende blank fodersilo med en kapacitet på 700 ton, som er placeret umiddelbart ved siden af en nøjagtigt tilsvarende, fire år gammel silo. Der står Dan-Corn A/S på siden af dem begge. De bruges til opbevaring af foder til de 660 årssøer plus et antal slagtesvin i staldene.

- Da vi købte den første silo i 2002 var der ikke så mange leverandører at vælge imellem, som der er i dag. Men Dan-Corn var og er kendte for at levere den aftalte vare til aftalt tid og pris. Desuden kan jeg godt lide at omrøresystemet i Dan-Corns siloer kører hele vejen rundt i stedet for som konkurrenternes at standse og køre et stykke baglæns og så frem igen. Jeg mener, at Dan-Corns system giver bedre sikkerhed for, at der ikke opstår lommer af fast korn i siloen.

En stor del af foderkornet dyrkes på ejendommens egne 160 hektar. Men Kristen og Flemming Damgaard køber også korn hos naboerne. Og da er det bedst at have godt med tørre- og silokapacitet, mener Kristen Damgaard:

- Nu kan vi tage vores egen høst plus hvad vi køber hos naboerne hjem til tørring og opbevaring i én arbejdsgang. Det giver en mere rationel håndtering, end hvis vi skal ud og hente småportioner rundt omkring i løbet af året. Og vi står selv for at tørre og opbevare kornet og kan derfor være fuldstændig sikre på, at kvaliteten er helt i top. Det er utrolig vigtigt at holde en ensartet og høj foderkvalitet, hvis man vil sikre, at søerne yder det optimale i hvert eneste kuld smågrise. Så vi betragter den ny silo som en absolut fornuftig investering, siger Kristen Damgaard.

Ifølge kontrakten med Dan-Corn skulle den ny silo stå klar til brug i løbet af uge 19, men overdragelsen fandt sted næsten 14 dage før. Det hænger sammen ned, at Kristen og Flemming Damgaard bestilte siloen allerede i vinter, sådan at Dan-Corn kunne disponere før højsæsonen.

- Særligt her  i forårssæsonen er det rart for os at have så mange af ordrerne som muligt på plads i god tid, så vi kan lægge planer hele vejen igennem vort system lige fra projekteringen til støbning af sokler til pakningen af delene på vort lager til disponeringen af montørernes tid, siger salgschef Jeppe Bergmann Rasmussen hos Dan-Corn A/S i Klejs ved Juelsminde.


Læs mere om Dan-Corn A/S på www.dancorn.dk
Kontakt Dan-Corn på Klejsgårdvej 22, Klejs, 7130 Juelsminde, telefon 75 68 53 11, telefax  75 68 54 70, e-mail: [email protected]


Billedtekst, foto 1: De to siloer med en samlet kapacitet på 1400 ton gør det muligt for Kristen og Flemming Damgaard i én arbejdsgang at tørre og opbevare ejendommens egenhøst af foderkorn plus det korn, der opkøbes hos naboer.

Billedtekst, foto 2: Den ny silo fra Dan-Corn skulle være klar til overdragelse i uge 19, men allerede 14 dage før var der overdragelse. Salgschef Andreas Aaberg fra Dan-Corn og Kristen Damgaard drøfter de sidste detaljer.

Kontakter


Emner


Landbrug og Fiskeri