PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/forbedret-dataopsamling-i-forsvarets-demars-projekt-2881

Forbedret dataopsamling i Forsvarets DeMars projekt

Pressemeddelelse juni 1, 2006 IT

Danske Mark Information skal opsamle alle data vedrørende ordre- og tidsforbrug på Forsvarets materielværksteder. Dermed tager Forsvaret hånd om et væsentligt delelement af DeMars og får overblik over ressourceforbruget på reparationer og vedligehold.

Forsvaret er primo april gået i luften med en dataopsamlingsløsning, der skal skabe overblik over ressourceforbruget på samtlige materielværksteder i Danmark. Løsningen, som er leveret af Mark Information Danmark, indgår i DeMars projektet (Nord Europas største SAP/R3 installation), og spiller en central rolle i Forsvarets målsætning om at styrke produktiviteten og effektiviteten. I alt ca. 1.200 medarbejdere skal til at registrere ordre- og tidsdata i Mark Informations ProMark-løsning. I første omgang gælder det Forsvarets hovedværksteder, men på sigt skal alle underværksteder kobles på løsningen.

ProMark løsningen udgør en vigtig brik i DeMars projektet, idet det hidtil ikke har været muligt at skabe og tilvejebringe samlede realtids-data fra værkstederne. Med ProMark har værkstederne fået et interface til SAP/R3, som er skræddersyet til de behov, man har på et produktionsgulv. Alle data i forbindelse med ordrehåndtering og mødetider indtastes på terminaler i værkstederne og overføres via ProMark direkte til SAP/R3-systemet. På den måde får både værkstedscheferne og Forsvarets ledelse overblik over værkstedernes ressourceforbrug og kapacitet.

- Vi har valgt en specialløsning til værkstederne, fordi der er behov for en brugervenlig løsning, som medarbejderne intuitivt kan betjene. Opgaven har været sendt i officielt EU-udbud, og vi valgte Mark Informations løsning, fordi det var den mest funktionelle, og den havde den bedste integration til SAP/R3. Virksomheden har nogle solide referencer på SAP-projekter i store danske virksomheder, og det har også haft betydning for vores beslutning, siger kommandørkaptajn Mogens Nielsen, Forsvarets Materieltjeneste.

Ifølge Mogens Nielsen er det væsentligt for Forsvaret, at kunne opsamle nøjagtige data om udgifterne til reparationer og vedligehold, da det har betydning i forhold til bl.a. Forsvarets samlede økonomistyring. Samtidig har Forsvaret brug for et totalt overblik over kapaciteten på de enkelte værksteder. Som led i DeMars skal al materiel nemlig fremover sendes til reparation på de værksteder, der har bedst kapacitet, og hvor det bedst kan betale sig at udføre opgaven. ProMark er en stor hjælp i dette planlægningsarbejde.

- Vores ordre til Forsvaret bekræfter den trend vi ser på alle europæiske markeder: Virksomheder efterspørger i stigende grad løsninger der kan bringe store SAP/R3 installationer de sidste meter ud på fabriksgulvet og opsamle realtids produktionsdata. Vores løsninger giver virksomhederne øget omstillings-evne og overblik, som er helt afgørende for at øge produktiviteten og dermed konkurrencekraften, siger Carlos M. Christensen, Koncernchef for Mark Information.

Om Dansk Forsvars Management- og Ressourcestyringssystem (DeMars)
DeMars er et nyt it-system til styring og forvaltning af økonomi, materiel, personale og struktur. It-systemet er koblet sammen med et ledelsesinformationssystem benævnt LIS. DeMars bygger på det tyske software program SAP R/3. Udgangspunktet for indførelsen af DeMars er et ønske om at skabe klarhed over økonomi, materiel og personale m.v. i forsvaret. Ved anskaffelse af det samlede virksomhedsstyringssystem udskiftes udover økonomi- og regnskabssystemer, ledelsesinformationssystemer og forsvarets lagerstyringssystem, en lang række personaleadministrative systemer, i alt ca. 60 systemer, der anvendes på centrale niveauer. Hertil kommer et større antal mindre systemer, ca. 30, der anvendes decentralt. Med indførelsen af DeMars bliver det let at få et samlet svar på, hvad eksempelvis en ny FN-mission vil koste. De totale omkostninger og anvendelse af ressourcer vil kunne blive beregnet umiddelbart.

Om Mark Information
Mark Information er en af Europas førende udbydere af systemer til dataopsamling, job- og bemandingsplanlægning, projektregistrering, tidsregistrering samt adgangskontrol. Mark Information markedsfører varemærket ProMark som anvendes af mellemstore og store virksomheder i hele Norden. Kundelisten tæller navne som blandt andet Arla Foods amba, Carlsberg Danmark A/S, Danish Crown, Grundfos A/S, Rockwool A/S, Roug A/S, Brdr. Hartmann A/S, Odense Staalskibsværft A/S, H. Lundbeck A/S og Radiometer Medical A/S, SAS Technical Services. Mark Information har hovedkontor i Danmark og salgsselskaber i Danmark, Sverige, Norge og England. Der er flere oplysninger på www.mark-info.dk.

For yderligere information, kontakt venligst:
Steffen Meyer, administrerende direktør i Mark Information Danmark A/S, tlf. 46 90 00 56

Kontakter


Emner


IT