PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/for%C3%A5ret-spirer-i-campingbranchen-12953

Foråret spirer i campingbranchen

Pressemeddelelse januar 20, 2012 Turisme

Det er messetid for den samlede campingbranche. I forhandlerorganisationen Camping Branchen er der optimisme at spore. Meldingerne efter årets første uger er ovenud positive - og ikke mindst overraskende.

Lisbeth Rasmussen
Lisbeth Rasmussen og hendes kolleger i Camping Branchen kan mærke, at det spirer i branchen efter nogle træge år (Foto: Jannik Engen)

- Ja, vi er godt nok lidt overraskede over den store interesse, der har været. Det er jo ingen hemmelighed, at det er gået trægt de sidste par år. Heldigvis er vi ikke så hårdt ramt, som man kunne frygte. Det viser blandt andet statistikken over indregistrerede campingvogne, siger formanden for Camping Branchen, Lisbeth Rasmussen.

Uanset krise, er antallet af indregistrerede campingvogne i Danmark steget i kriseårene fra 2007 til i dag. Således er der i perioden indregistreret 11.000 flere vogne, så der nu er 143.000 campingvogne indregistreret i Danmark. Og Lisbeth Rasmussen noterer sig, at der på intet tidspunkt har været et fald i antallet.

- Det er da ikke så ringe endda, smiler formanden og fortsætter:

- Alle de meldinger, jeg har fået indtil nu i januar, er positive. Selvfølgelig har den milde vinter haft en god indflydelse, men jeg tolker det, som at foråret endelig spirer for branchen ligesom buske og erantis hjemme i haven.

Lisbeth Rasmussen og hendes kolleger forventer et samlet besøgstal omkring 120.000 på de tre messer i København, Ålborg og Herning.

Det er Bella Center, der i weekenden den 20.-22. januar lægger ud med Ferie & Fritid i Bella, som bliver et eldorado af inspiration til ferier og fritidsoplevelser.

I Bella bliver den store og meget omfattende campingudstilling opbygget som en inspirationsmesse, hvor udstillerne forsøger at bringe den særlige stemning fra en campingplads frem. Sidste års succes med at blande vognmærker med telte og campingudstyr, som ude på campingpladsen, bliver gentaget. Men de forskellige modeltyper samles i grupper, så alt bliver overskueligt, sammenligneligt og stemningsfyldt.

Udstillingen i Bella bliver den 10.-12. februar afløst af den nordjyske Camping 2012 i Aalborg Kongres & Kulturcenter. Udstillingen i Nordjylland afholdes hvert andet år og den er vokset siden starten for 12 år siden. Således har man til i år måttet bygge del af centret om alene af hensyn til campingudstillingen for at skabe mere udstillingsplads og ikke mindst at lette adgangsforholdene for de mange større campingvogne.

Ud over de jyske forhandlere vil en lang række campingpladser fra såvel ind og udland være repræsenteret på udstillingen, der brillerer med overskuelighed, hygge og intim atmosfære.

Vinterens messetid afsluttes i stor stil, når den største messe i Herning afvikles i weekenden den 24.-26. februar.

Ferie for Alle fylder hele weekenden messecentrets 13 haller, hvoraf hele otte er reserveret camping. Her vil der være en omfattende salgsudstilling med store mærkeopdelte stande med alt indenfor campingvogne, udstyr, telte, autocampere og meget, meget mere. Alt sammen krydret med feriestemning og temaudstillinger som Udlandsferie, Danmark, Udeliv og Golfshow.

Herning Messe Center tilbyder i øvrigt campister mulighed for campering ved centret, hvilket har været en stor succes de forgangne år. Sidste år var der således ikke mindre en 725 vogne på campingområdet. 

Find flere oplysninger: 

Bella Center: www.ferieibella.dk

Aalborg Kongres & Kultur Center: www.campingmesse.dk

Messecenter Herning: www.ferieforalle.dk

Kontakter


Emner


Turisme