PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/flyt-til-langeland-og-f%C3%A5-mest-ud-af-h%C3%A5ndv%C3%A6rkerfradraget-15737

Flyt til Langeland og få mest ud af håndværkerfradraget

Pressemeddelelse maj 8, 2013 Erhverv

Der er stor forskel på, hvor meget en familie kan få ud af håndværkerfradraget, der er reguleret efter kommuneskatten. Faktisk svinger nettobeløbet mere end 20 procent fra den dyreste til den billigste kommune, viser en opgørelse. Vil man have mest ud af håndværkerfradraget, skal man flytte til Langeland og ikke Gentofte.

En familie med to voksne og to børn kan få op til 30.000 kroner i håndværkerfradrag, hvilket giver omkring 10.000 kroner netto, da man ca. får en tredjedel af beløbet i kolde kontanter gennem sit skattefradrag. Men faktisk er der stor forskel på, hvad det reelle beløb er, da håndværkerfradraget er reguleret efter kommuneskatterne, der svinger fra kommune til kommune. Den gennemsnitlige kommuneskat inkl. sundhedsbidrag er omkring 33 procent, hvorfor man netto får ca. 5.000 kroner ud af det fulde håndværkerfradrag på 15.000 kroner.
 
Men dykker man ned i kommuneskatterne, fremgår det, at der er en betydelig forskel på, hvad man reelt får ud af håndværkerfradraget, alt efter om man bor i en billig eller dyr kommune.
 
Faktisk spiller kirkeskatten også ind, så medlemmer af folkekirken får støre kontant besparelse af fradraget end borgere, som ikke er medlem af kirken.
 
Forskel på 21 procent
3byggetilbud.dk, der formidler byggeopgaver for landets boligejere, har udarbejdet en grafik om håndværkerfradraget, som går i detaljer med alle elementerne i fradraget. I forbindelse med udarbejdelsen, har virksomheden også beregnet den maksimale forskel i besparelse for en dansk familie med 2 voksne og 2 børn, og overraskende nok viser det sig, at der er hele 21 procent i forskel alt efter, hvor familien bor og om der betales kirkeskat.
 
- Fra den dyreste til den billigste kommune er der en økonomisk forskel på 17 procent. Det vil sige, at bor man i den kommune med den højeste kommuneskat, får man 17 procent mere ud af håndværkerfradraget sammenlignet med beløbet i kommunen med den laveste kommuneskat. Lægges fradraget i kirkeskatten til, er forskellen hele 21 procent mellem den ene families besparelse og den andens. Mange tænker ikke over det, men der er faktisk stor forskel på, hvor meget man hver især får ud af håndværkerfradraget, fortæller kommunikationschef Michael Müller.
 
Så stor er forskellen
3byggetilbud.dk har lavet et regnestykke over, hvor stor forskellen er på den billigste kommune (Gentofte) og den dyreste kommune (Langeland). Regnestykket bygger på en familie med to børn og to voksne, der begge bruger håndværkerfradraget til en værdi af 30.000 kroner. Familien i Gentofte betaler ikke kirkeskat, mens familien på Langeland er medlemmer af folkekirken.
 
Gentofte – laveste kommuneskat:
Kommuneskat: 22,8 %
Sundhedsbidrag: 6 %
Kirkeskat: 0 procent
Nettobesparelse: 28,8 % af 30.000 kroner
Udbytte af håndværkerfradrag: 8.640 kroner
 
Langeland – højeste kommuneskat:
Kommuneskat: 27,8 %
Sundhedsbidrag: 6 %
Kirkeskat: 1,15 %
Nettobesparelse: 34,95 % af 30.000 kroner
Udbytte af håndværkerfradrag: 10.485 kroner
 
Grafikken, der giver det store overblik over Boligjobordningen med håndværkerfradraget, kan ses her:
http://blog.3byggetilbud.dk/haandvaerkerfradrag-infografik/

Emner


Erhverv