PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/flest-hjertesyge-seniorer-i-region-syddanmark-7015

Flest hjertesyge seniorer i Region Syddanmark

Pressemeddelelse april 28, 2009 Helse

37 procent af dødsfaldene i Region Syddanmark skyldes hjertekarsygdom – det svarer til, at 4.700 i regionen hvert år dør af hjertekarsygdom. Regionens 50-64-årige er desuden de mest hjertesyge i landet

Hjertekarsygdom er en livsstilssygdom, der i vid udstrækning kan forebygges. Hjertekarsygdomme begynder for alvor at ramme os, når vi har rundet 50 år, men selv om man har rundet 50, kan man vinde meget ved at ændre livsstil.

Personer i aldersgruppen 50-64 år lider i markant højere grad af hjertekarsygdom i Region Syddanmark end i resten af landet. 30 procent af alle tilfælde af hjertekarsygdom findes i Region Syddanmark til trods for at blot 23 % af landets befolkning bor i regionen. Det viser er notat om sundhedstilstanden blandt 50-64-årige som Statens Institut for Folkesundhed har udarbejdet for Hjerteforeningen.

- Hjertekarsygdom kan opstå uanset alder, men der er en tydelig stigning i forekomsten, når folk nærmer sig 50 år. Med kampagnen "Tal til hjertet" opfordrer vi alle over 50 til jævnligt at få tjekket deres helbredstal - blodtryk, kolesterol, blodsukker, kondital og taljemål. Er disse tal under kontrol, reduceres risikoen for hjertekarsygdom markant, afslutter Susanne Volqvartz.

Sundheden halter i Region Syddanmark

Indbyggerne i Region Syddanmark lever i ringe grad op til de officielle anbefalinger om kost, rygning og motion. Over en bred kam ligger regionen dog lunt i midten af feltet, når man ser på tværs af alle landets fem regioner.

  • Region Syddanmark er den region, hvor indbyggerne i mindst grad lever op til anbefalingerne om at spise fisk ugentligt. 44 procent lever op til anbefalingerne - det er 11 procent færre end i region Hovedstaden og 4 procent under landsgennemsnittet.
  • 31 procent i regionen ryger dagligt. Kun Region Sjælland overgår dette tal (33 %), mens landsgennemsnittet er 30 procent.
  • Til gengæld er der færrest i Region Syddanmark, der overskrider genstandsgrænserne for alkohol. 12 procent overskrider genstandsgrænserne - 3 procent under landsgennemsnittet og 6 procent færre end i Region Hovedstaden.
  • 13 procent i regionen er svært overvægtige (BMI på over 30). Det er på niveau med landsgennemsnittet.

- Det første skridt mod en sundere livsstil er ofte det sværeste at tage, men det er aldrig for sent at begynde. Hjertekarsygdom er en af de sygdomme, hvor den enkelte for alvor selv kan gøre en forskel for ikke at havne i de negative statistikker. Fx nedsætter man risikoen for at få hjertekarsygdom med 30 procent, hvis man dyrker 30 minutters daglig motion, siger Susanne Volqvartz, direktør i Hjerteforeningen.

For yderligere information:

Lars Hübertz, pressekoordinator 29 29 12 11 eller [email protected]

Tal til hjertet. Kend dine tal - og få et længere og bedre liv

Et langt og godt liv står formentlig øverst på ønskelisten hos alle. For mange er livet efter de 50 blevet den tid, hvor drømmene og forventningerne til tilværelsen skal realiseres. Alt for ofte sætter sygdom imidlertid en bremse for planerne.

Hvert år dør ca. 18.000 danskere af en hjertekarsygdom - det er 2.500 flere, end der dør af kræft. Hjertekarsygdom er hermed den hyppigste dødsårsag i Danmark. Alene i 2008 kæmpede mere end 305.000 danskere med sygdommen. Samfundsøkonomisk er hjertekarsygdom den største enkeltstående post i det danske sygehusvæsen med en samlet estimeret udgift på ca. 12 mia. kroner.

Hjertekarsygdom er en livsstilssygdom. Det betyder, at den i vid udstrækning kan forebygges, og selv om man har rundet de 50 kan man vinde meget ved at ændre livsstil. Det gør Hjerteforeningen nu opmærksom på med den landsdækkende kampagne, "Tal til hjertet", der lanceres i Hjerteugen i uge 18.

Kampagnen skal informere danskerne om vigtigheden af at kende sine tal: kolesteroltal, blodtryk, blodsukker, taljemål og kondital. Kender man sine tal, ved man også, hvor vigtigt det er med forebyggende aktiviteter, så livet på den anden side af de 50 bliver lige så langt, aktivt og spændende, som man drømmer om.

Kontakter


Emner


Helse