Flere kvinder til NDI
Pressemeddelelse oktober 1, 2018 NDI Nye ansættelser Kvindelige medarbejdereDet kan godt virke gammeldags at tale om kønsdefinerede arbejdspladser i 2018, men ikke desto mindre har dæk- og autobranchen historisk set altid haft et overtal af mænd. Men tendensen kan være ved at vende - i hvert fald opleves der en støt stigende tilgang til den traditionelt set mandsdominerede branche. Hos NDI har man netop ansat to kvinder, der begge kommer fra brancher, der umiddelbart ligger et stykke fra dæk-verdenen.
Har man kompetencerne, er kønnet underordnet
Jane Puggaard Hougaard og Pernille Mørch er netop startet som henholdsvis marketingdirektør og kundeservicemedarbejder, og for begge kvinders vedkommende har det været jobbets karakter snarere end selve branchen, der ansporede dem til at søge ind hos NDI. Derfor har det faktum, at dækbranchen typisk beskæftiger flere mænd end kvinder, heller ikke været afskrækkende.
“For mig var det ikke som sådan branchen, der var afgørende for mit skifte. Det var jobbet og udfordringerne der ligger foran, hvor jeg kunne se, at jeg havde en masse at bidrage med”, fortæller Jane Puggaard Hougaard og uddyber: “Har man kompetencerne, fakta, data og det strategiske på plads ift. de aktiviteter, man vil eksekvere, så er kønnet underordnet.”
Også Pernille Mørch tilslutter sig udsagnet om, at kønnet er underordnet, hvis man har evnerne og drivkraften, som jobbet kræver:“Er der noget, jeg virkelig er god til, så er det at yde kundeservice. Og så er det ikke vigtigt, om det er i restaurations-, møbel- eller dækbranchen”,siger Pernille, der glæder sig til at lære sine nye kolleger den nye kundegruppe at kende.
Værkstedshumor frem for hønsegård
Det er ikke nogen hemmelighed, at autobranchen længe har været præget af mandehørm, men det er ikke noget, der skræmmer de to nye NDI-medarbejdere: “Jeg glæder mig til at komme lidt ud af “hønsegården” forstået på den mest positive måde. Mænd kan nogle gange noget andet end kvinder - og god værkstedshumor gør kun hverdagen sjovere”,siger Pernille og bliver suppleret af Jane:
“Det intimiderer mig på ingen måde at træde ind i en branche, hvor mændene er i overtal. Tværtimod er det et helt konkret, personligt mål for mig at vise, at man sagtens kan klare sig i bilverdenen som kvinde. Hvis noget, så tænker jeg at mændene måske kan lære en masse af at have lidt flere kvinder ombord. Og forhåbentligt kan vi være med at tiltrække endnu flere kvinder til branchen - tænk, hvis man kunne være med til at bidrage til, at flere kvinder fandt interesse for biler”,afslutter hun.
Kontakter
Emner
NDI Nye ansættelser Kvindelige medarbejdere