Fjern skat på sundhed
Pressemeddelelse marts 23, 2004 HelseSkat på sundhedsfremme på arbejdspladsen er en kæp i hjulet på forbedring af folkesundheden. Hjerteforeningen opfordrer til at gøre sunde ordninger på arbejdspladsen skattefri for medarbejderne.
Det er svært at lægge vaner om, som man har oparbejdet gennem hele livet. Men det er lettere, hvis kollegerne er med på ideen. Sundhedsfremme på arbejdspladsen er måske en af de mest lovende opfindelser i moderne forebyggelsesarbejde, og det er en af hjørnestenene i regeringens egen folkesundhedsplan.
- Så meget desto mere besynderligt er det, at borgerne nu skal betale skat af forebyggelsen, hvis de faktisk følger regeringens egne anvisninger og ikke bare sætter sig og venter på at blive syge.
Hvis de gør noget for at styrke deres eget helbred i form af motion, helbredstests og målrettet rådgivning, så bliver de beskattet af værdien af sundhedsindsatsen. Det paradoksale i en skattepolitik, der modarbejder en erklæret sundhedspolitik, kan ikke undgå at springe i øjnene, siger Hjerteforeningens direktør, Susanne Volqvarz.
Hun opfordrer indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og skatteminister Svend Erik Hovmand til sammen at sikre, at de ansvarlige arbejdspladser, som arbejder med sundhedsfremme for medarbejderne, sikres skattefrihed for den enkelte medarbejder, som modtager sundhedsfremmende ydelser. Opfordringen er ikke et angreb på regeringens skattestop, da sundhedsfremme ikke tidligere har været et beskatningsområde med reelle indtægter for staten, understreger hun.
Forebyggelse giver bonus ikke bare for den enkelte, men også samfundsmæssigt.
Hjerteforeningen vurderer, at en tredjedel af alle nye tilfælde af behandlingskrævende hjerte- og kredsløbssygdomme kan forebygges, hvis der i tide bliver reguleret på de livsstilsfaktorer, som gør os syge. Forebyggelse bidrager også til at nedbringe sygefraværet på de arbejdspladser, der har sundhedsfremme som en del af deres generelle personalepolitik
- Det drejer sig om mange penge både i sygedage, medicin og indlæggelser. Men at slække på forebyggelse er først og fremmest ubetaleligt i menneskelige lidelser og tabt livskvalitet for de mennesker, som bliver ramt af sygdomme, der kunne være undgået, siger Susanne Volqvarz.
At forebygge hjerte og kredsløbssygdomme kan være en overvindelse for den enkelte, men skal der oveni overvindelsen betales skat af den motion og de opfølgende tests og rådgivningssamtaler, som hjælper livsstilsændringerne på gled, kan det gå alvorligt ud over den enkeltes såvel som arbejdsgiverens motivation og dermed svække den samlede indsats for forebyggelse af livsstilssygdomme.
- Skat på sundhedstilbud på arbejdspladsen gør det urimeligt svært for både de ansatte og for de arbejdsgivere, der gerne vil give et nap med og faktisk lægger et stort arbejde i at skabe et arbejdsmiljø, der fremmer sunde vaner, siger Susanne Volqvarz.
Kontakter
Emner
Helse