Fik sin livsdrøm til at gå i opfyldelse - ved at kvitte smøgerne
Pressemeddelelse marts 28, 2006 HelseFarvel og tobak synger trubaduren, der blev røgfri, da han indgik kontrakt med sig selv
Det var netop en Martin guitar, Klavs Andreassen fra den Østfynske duo DET LYSNER forelskede sig så inderligt i en sommerdag i Århus.
Egentlig havde han været i guitarshoppen - Akustikken - for at erhverve sig en forstærker men indehaveren Ole Abildgaard, kunne ikke dy sig for at præsentere et af de mere sjældne eksemplarer - en venstrehånds Martin western guitar.
Klavs Andreassen er netop venstrehåndsguitarist og får sjældent en ny guitar i hånden, hvor strengene vender korrekt - og slet ikke i den kvalitet og prisklasse.
Det, der umiddelbart afholdt ham fra købet var netop prisen, der selvsagt ligger i den dyre ende. Men solgt var han, forelsket, forført og forpint. Det gav sig udslag i søvnløse nætter og når han endelig sov, drømte han hedt om guitaren.
Pludselig dukkede løsningen op som i en åbenbaring! Han havde længe kæmpet med at slippe smøgerne blive røgfri. Han havde sågar komponeret, skrevet og indspillet en sang, som på langt eller kort sigt havde vist sig brugbar, når rygere skulle slippe lasten.
Det havde han fået adskillige tilkendegivelser på fra eks-rygere, som havde kvittet smøgerne støttet af sangen, der slet og ret hedder ”Farvel og Tobak!”
Nu så det endelig ud til at virkningen af denne langtidshypnose begyndte at virke på forfatteren selv.
Beslutningen blev taget, telefonen blev grebet og han afgav sin bestilling.
Samtidig med bestillingen trådte kontrakten i kraft. I korthed gik den ud på, at han kun måtte besidde og spille på denne nyerhvervelse, så længe han ikke røg.
Det første møde uden abstinenser!
Han modtog den kostbare forsendelse med posten den 26. juli netop på hans fars 89 års fødselsdag. Pakken blev åbnet med stor forsigtighed. Atter blev han mødt af det smukke syn af en western guitar, hvor der er kælet for alle detaljer og hvor finishen er absolut fuldendt. Den var på trods af rejsen velstemt og han genoplevede den samme betagende fornemmelse, som da han sad med guitaren første gang. Det var som om, den spillede af sig selv og allerede første dag leverede den melodien til en sang om mødet med sin lykkelige ejermand.
I fire dage havde han været røgfri. Hans eneste hjælp til at modvirke abstinenser og trang til at tænde en smøg var forventningens glæde og visheden om, at han snart skulle forenes med sin nye kærlighed.
Nu sad vi der - min nye guitar og jeg - tid og rum forsvandt - jeg blev atter forført af strengenes sprøde klang og ikke mindst af duften af de ædle træsorter, som udgør krop og hals på instrumentet. Jeg har nu været røgfri i over et halvt år og tør garantere for, at jeg ikke falder i. Derfor kan jeg fortælle historien nu den er langtidsholdbar - udtaler han!
En Martin guitar er det ultimative instrument, som har leveret stof til legender. Bob Dylan har eksempelvis komponeret de fleste af sine sange på dette uovertrufne instrument.
I Danmark importeres den af Akustikken - musikbutikken i Århus, der har specialiseret sig i at have et udbud af guitarer for feinschmeckere.
DET LYSNER har udgivet 2 cder med egne tekster og kompositioner. De kalder genren for ”Fynsk Folkeblues”. Den omtalte sang ”Farvel og Tobak!” er fra deres 2. album. De er nok mest kendt for sangen ”Min Ferguson” om glæden ved at køre traktor!
Deres 3. album udkommer til efteråret og indeholder bl.a. en hyldest til den legendariske guitar.
Billedtekst:
Farvel og tobak! En sang, der virker især når man som Klavs Andreassen samtidig opfylder et stort ønske. Han kvittede og knækkede smøgerne og honorerede sig selv med en ny Martin guitar. Foto: Johnny Wichmann
Klavs Andreassen kan kontaktes på telefon 4036 5720 eller på [email protected]
Døren er altid åben til hjemmesiden www.detlysner.dk
Kontakter
Emner
Helse