PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/festuge-for-hygiejne-priskandidater-afsl%C3%B8ret-16706

Festuge for hygiejne – priskandidater afsløret

Pressemeddelelse september 10, 2013 Samfund

16. september starter dette års Hygiejneuge – med rekordstor deltagelse fra danske og svenske kommuner, hospitaler og virksomheder. En festuge for forebyggelse og sundhed gennem bedre hygiejne.

Hygiejneugen2012pic

Også i 2013 har Rådet for Bedre Hygiejne taget initiativ til Hygiejneugen, der gennem en meget lang række aktiviteter på danske og svenske skoler, daginstitutioner, arbejdspladser, hospitaler og andre institutioner sætter fokus på den store værdi, som en bedre hygiejne hjælper den almindelige sundhed med gennem begrænsning af smittespredning.

Årets slogan er ”Hygiejne – gør ren fornuft til sund vane” og lægger dermed særlig vægt på, at hygiejne også drejer sig om at handle, om at lære og især også om at lære fra sig – for ingen er jo bare født med at kunne handle hygiejnisk, det skal læres.

”Rådet har i 2013 haft fokus på uddannelse og læring inden for hygiejneområdet. I Hygiejneugen er det derfor rigtig godt at se, at der kommer rigtig mange små og store aktiviteter, hvor viden om hygiejne eller om praktiske løsninger bliver givet videre – det er jo kun sådan, at man kan blive bedre,” fortæller Lars Münter, projektchef for Rådet for Bedre Hygiejne.

Han sammenligner med det at lære om trafiksikkerhed. ”Man er jo ikke født som en god cyklist eller bilist. Fra barnsben og stort set hele livet er det en proces, hvor man skal lære og skal siden også huskes på det man har lært. For en sikkerheds skyld - og til gavn for både en selv og andre.”

I Hygiejneugen 2013 er det derfor dobbelt glædeligt, at hele 45 danske og 17 svenske kommuner sammen med en flot række danske sygehuse, institutioner og virksomheder sætter fokus på hygiejnen – bl.a. helt praktisk gennem skilte på toiletdøre, der minder om, at håndvask efter toiletbesøg er sundt for alle parter.
 
Hygiejneprisen 2013
Samtidig har Rådet allerede offentliggjort kandidaterne til Hygiejneprisen 2013, der uddeles på en konference d. 24. september på Christiansborg - man kan se listen og nomineringerne på www.hygiejneugen.dk.

Hvem der bliver vinderen er endnu ukendt, men allerede nu har mange vundet, understreger Lars Münter. ”Hygiejneprisens mange kandidater – både i år og tidligere år – er i høj grad også med til at inspirere andre til at komme i gang med at bruge de værktøjer, der i dagligdagen kan forhindre sygdomme. Så på den måde er der måske kun én prisvinder, men mange gevinster for alle andre også,” mener Lars Münter.

Man kan læse mere om Hygiejneugen på www.hygiejneugen.dk, hvor man også – så længe lager haves – kan bestille gratis kampagnematerialer til at sætte fokus på hygiejnen.

Kontakter


Lars Münter

Sekretariatschef
Rådet for Bedre Hygiejne
munte************ Vis...
+4561****** Vis...

Emner


Samfund